Udød - Ruben Greis by Calibat

reis g n e Rub

Udød Forfatter: © Ruben Greis Omslag og illustrationer: © Aske Schmidt Rose Redaktør: Emil Blichfeldt Korrektur: Inge Greis Opsætning: Jesper W. Lindberg Bogen er sat med Georgia 1. udgave, 1. oplag Trykt hos ScandinavianBook, Danmark 2020 ISBN: 978-87-93728-62-2 www.calibat.dk

reis g n e Rub

Illustreret af

aske schmidt rose

Til Ingelil du fĂĽr det sidste ord

Prolog

Dr. West manglede til konferencen.

Bortset fra et reservationsskilt stod hans sæde gabende

tomt mellem de ellers tætpakkede rækker af tilhørere i salen. Det fik igen og igen Harold Ellis til at se sig hvast over skulderen fra sin plads på første række. Ifølge loggen var den lille mide stadig i bygningen, så forsømmelsen skyldtes enten trods eller frygt. West kunne efterhånden ikke være i tvivl om, at direktionen – og især Ellis – holdt øje med ham.

En klapsalve rev den ældre, hvidhårede herre i det stil-

fulde, grå jakkesæt tilbage til nuet. Forskerpanelet om hjernens forunderlige evne til at kompensere for sine skader forlod smilende podiet.

Ved siden af Ellis sad hans kønne, unge niece, Barbra.

Hendes blonde hår lå i nydelige bølger ned om skuldrene, og en blå skjortebluse og sort nederdel fremhævede elegant den slanke krops kurver. Ellis havde svært ved at forlige sig med, at den lille pige, han engang havde haft på skødet til højtlæsning, var blevet så voksen.

Konferencieren annoncerede aftenbuffeten i kantinen før

konferencens sidste del. Med en blanding af stoleskramlen og ivrige stemmer forlod gæsterne salen. Bagerst fulgte Ellis sammen med Barbra og en halvskaldet, rødmosset mand ved navn Gerald Simkins, der også sad i direktionen.

“Nå, det var da også på tide med andet end åndelig føde,”

bemærkede denne forventningsfuldt, mens de bevægede sig gennem Riverside-instituttets cremefarvede gange. Hans maverumlen havde et par gange i den seneste time formået at distrahere paneldebatten.

Da Ellis ikke umiddelbart svarede, tog Barbra ved hans

arm. “Onkel Hal? Du er så fraværende. Det var da ellers interessant derinde.”

“Og langt,” tilføjede Simkins.

“Han er her,” mumlede Ellis uden at se på dem. “Og alli-

gevel kom han ikke.”

“West?” Som en refleks gned Barbra sine overarme. “Jeg

er bare lettet over, han holder sig væk.”

Onklen fnøs. “Men han skal ikke tro, det bare får lov at

passere. Hans roden rundt med midlerne. Hemmelighedskræmmeriet.” De nåede kantinen, hvor de øvrige gæster var i færd med at finde sig til rette. Ellis så på sin niece med et suk. “Måden han behandlede dig på.”

“J-jeg har jo sagt, jeg er okay. Det gjorde ondt på stolthe-

den, men jeg vil helst bare glemme det. Lad os nu bare gå ind og spise.” Da onklen ikke gjorde mine til at følge med, tegnede en bekymret fure sig i hendes pande, og en snert af skingerhed sneg sig ind i stemmen: “Onkel Hal, vil du ikke nok komme med ind og spise? Jeg bryder mig ikke om, du går hen til dr. West. Der er noget galt med den mand.”

Ellis lagde sine hænder på hendes skuldre og gav hende

et forsikrende smil. “Du skal ikke bekymre dig, min kære. Den gamle her har knækket større nødder end Hubert West. Jeg er såmænd tilbage, inden Gerald henter sin anden portion.”

Gerald lo medgivende. “Ja, vi ved begge, hvordan din on-

kel er, Barbra. Det er snarere dr. West, du burde bekymre dig om.”

At dømme efter Barbras udtryk havde ingen af dem for-

mået at berolige hende. Så måtte det være sådan for nu. Hun ville takke sin onkel bagefter.

Målrettet styrede han mod laboratoriet, der lå placeret i

instituttets fjerneste afkrog. Som havde man af skam gemt dr. Wests eksperimenter længst muligt af vejen. Med det Ellis havde hørt, forstod han det i givet fald udmærket.

Han kørte sit nøglekort gennem læseren, og den kraftige

ståldør med de tykke glasruder gled med en sagte hvislen til side. Bag den lå et klinisk rum hen i en dæmpet belysning. Overalt stod computerskærme, mikroskoper, blinkende maskiner og glasbeholdere. Sidstnævnte var fyldt med en næsten fluorescerende, giftiggrøn væske, der tilførte omgivelserne et sygeligt skær.

“Dr. West!” Ellis skar uden yderligere orientering igennem

til problemet, som sad ved et arbejdsbord midt i rummet og satte reagensglas i en holder.

“Mr. Ellis, kom ind,” svarede den kittelklædte mandsling

tørt og uden andet end et kort blik over de rektangulære brilleglas. “Hvad skylder jeg æren?”

“Jeg bemærkede Deres fravær til konferencen.”

“Åh, er det i dag?” Denne gang så den anden ikke engang

op.

“Spar mig!” snerrede Ellis og smækkede håndfladerne i

bordet, så det gibbede i videnskabsmanden. “De blev bevidst borte. Som et fornærmet pattebarn, der gemmer sig på sit værelse. De er en skændsel, dr. West. For instituttet og for Deres fag!”

West fór på benene, så reagensglasholderen væltede, og så

med en afværgende gestus fra side til side. “Det er i orden, vi taler bare. Fortsæt arbejdet.”

Først nu bemærkede Ellis de fire laboratorieassistenter,

som iført hvide heldragter sad fordelt ved arbejdsborde langs rummets vægge og betragtede dem. På dr. Wests anmodning

genoptog de deres forehavender. Videnskabsmanden selv strøg sit vildfarne, blonde pandehår tilbage i den tilsigtede sideskilning og rettede på det sorte slips.

“Sært,” mumlede Ellis, momentant distraheret af opda-

gelsen. “Jeg havde ellers forstået …”

“At jeg arbejder alene nu?” Dr. West rejste holderen foran

sig op og satte det sidste reagensglas på plads, før han med et syrligt smil og en let hovedrysten fortsatte: “Jeg er bange for, min forskning har nået et for kritisk stadie til, at jeg kan undvære hjælp. Men hjælpen skal naturligvis stadig være duelig, hvilket man absolut ikke kunne sige om den unge miss Lawton.”

“Det berettigede Dem ikke til at overfuse og ydmyge hen-

de!” fløj det ud af Ellis.

“Hun var useriøs. Ustabil ligefrem. Jeg tog hende flere

gange i at tale til testobjektet. En enkelt gang ligefrem at synge. Kvinden havde aldrig fået arbejde inden for dette felt, hvis hendes onkel ikke sad i direktionen.” Et hånligt fnys undslap videnskabsmanden. “Hvorfor ser De sådan ud, mr. Ellis? Regnede De ikke med, jeg baggrundstjekkede mine folk? Min forskning er alt for værdifuld til andet.”

“Værdifuld er ikke ordet,” vrængede Ellis. “Men direktio-

nen får sværere og sværere ved at gennemskue, hvad midlerne går til. Og Ba… miss Lawtons beretninger gør os ikke ligefrem tryggere.”

“Jaså? Hvad siger hun da?”

“At De er mere Frankenstein end Einstein.”

Dr. West slog en latter op. “Ja, vision skulle man jo nødig

beskylde den unge dame for at besidde. Følg De nu hellere med mig og oplev mit arbejde ved selvsyn, så er jeg sikker på, det vil give mening.”

Ellis fulgte modstræbende, men drevet af morbid nysger-

righed, videnskabsmanden hen til en cylinderformet glastank fuld af den grønne væske. Heri flød en menneskehjerne tilsluttet ledninger og slanger, mens måleapparater og monitorer omkring den flimrede og blinkede. Det måtte være den, Barbra havde talt så meget om. Hvorvidt den var større end en almindelig hjerne, eller det buede glas blot fik den til at syne sådan, var Ellis ikke sikker på.

Hele opsætningen lyste dog så langt væk af dårlig B-film,

at han ikke kunne holde et opgivende suk tilbage.

“Jeg ved godt, hvad De tænker,” skred dr. West ind og

henledte hans opmærksomhed på en af skærmene: “Men se nu her!”

Ellis’ blik gled hen over målingerne. Så en gang til. Og så

en tredje gang. I takt med, at betydningen bundfældede sig, ændredes hans tvære mine til målløshed. Han spærrede munden op og så på dr. West.

Videnskabsmanden nikkede med et udtryk som en ræv,

der lige var sluppet af sted med en tur i hønsehuset. Væskens genskin i brillerne fik det næsten til at se ud, som om hans øjne

lyste grønt. “Forstår De nu, hvad Deres penge er gået til, mr. Ellis? Formlen virker, endda over al forventning. Over tid har reagenset ikke blot genskabt det tabte hjernevæv. Væksten er øget, og der er aktivitet!”

Ellis satte fascineret fingerspidserne mod glasset som for

at hilse på hjernen.

“Tænk på mulighederne for at kurere demens, svulster,

hjerneskader, hjernedød,” opremsede dr. West. Og som trumf: “Selv døden.”

Ved de sidste ord glippede Ellis med øjnene og trak hån-

den til sig. “Men hvordan må det være at blive genoplivet på denne måde? En bevidsthed uden sanser eller førlighed. Fanget i sin egen hjerne?”

“Det ved vi, når vi giver den en stemme,” kom det med

største selvfølgelighed fra videnskabsmanden. “Og en krop, for den sags skyld. Svaret på dødens mysterium er lige inden for rækkevidde, mr. Ellis. Alt, hvad direktionen behøver gøre, er at tilføre mit projekt de nødvendige midler.”

“De forsøger allerede, ikke?” Med en let rømmen rettede

Ellis sig op over den lille mand. “Miss Lawton fortalte om donorkroppene. Hvordan De sprøjtede det stads i dem.”

“Jeg er jo nødt til at …”

“Vis mig dem!”

Dr. West sukkede og ledte ham hen til en stor ståldør med

koøje bagerst i lokalet. Da videnskabsmanden åbnede den, drev

kulden dem i møde som en hvidlig dis. Den førte en sødlig lugt med sig.

“Efter Dem,” bød han med et undertrykt smil spillende om

læberne.

Ellis rystede på hovedet. “Tak, men jeg foretrækker Dem,

hvor jeg kan holde øje med Dem.”

“Nu sårer De mig,” spandt den kittelklædte mandsling,

idet han førte an ind i kølerummet. “Har jeg måske ikke lige indviet Dem i mit arbejde?”

Hvis Ellis ville svare noget, glemte han det fuldstændig ved

både stanken og synet, der mødte ham. En række operationsborde på hjul, side om side og med tilstrækkelig plads imellem til, at en person kunne gå rundt om hvert af dem, fyldte det aflange kølerum. På et par af dem aftegnede menneskeskikkelser sig under de hvide lagner, der lå hen over.

Ellis trådte hen til det nærmeste af bordene. Han trak lag-

net til side og skar en grimasse af væmmelse over det indsunkne kadaver under det.

Da liget i det samme slog øjnene op, sprang den ellers så

statelige herre baglæns med et kraftudbrud:

“Hvad helvede!?” Ligets mørkrandede, brustne øjne rulle-

de rundt i det rådne ansigt, og munden åbnede og lukkede sig, som om den forsøgte at sige noget. Ellis stirrede på den lille, men stolt udseende mand på den anden side af bordet. Hans ene hånd gled op for munden. “Hvad skal det her forestille, West?”

“Legemer i forskellige stadier af forfald,” svarede den an-

den roligt. “Enhver god videnskabsmand søger grænserne for sin formåen, mr. Ellis. Hjernen inde ved siden af var forholdsvis frisk, da det lykkedes at genaktivere den. Jeg måtte naturligvis teste, hvilken grad af forfald min formel er i stand til at rette op på. Som De kan se, er det op ad bakke med denne fyr, men ikke desto mindre interessant.”

“Interessant?!” vrængede Ellis sammenbidt, mens han

dækkede kadaveret til med lagnet igen. “Tænk på, hvordan den stakkel må lide! Hvis direktionen havde vidst dette, havde De aldrig fået lov at gå i gang.” Han gned sin pande. “Det her er jo direkte uetisk.”

“Hold op,” fnøs dr. West. “Hvor langt havde vi været i dag,

hvis al videnskab var etisk?”

Et øjeblik sagde ingen af dem noget. Så rystede Ellis på

hovedet.

“Det er forbi, West. Direktionen er færdig med at under-

holde Deres gudskompleks.”

“Jeg har aldeles ikke noget kompleks!” For første gang

hævede den lille mand stemmen. “Jeg har besejret døden og genskabt livet! Og nu vil De forkaste det som ingenting, fordi De ikke kan tåle mosten? Eller af professionel misundelse? Jeg har godt bemærket, middelmådige forskere igen og igen får taletiden, mens direktionen bliver ved med at holde mig tilbage.” Øjnene bag de firkantede brilleglas trak sig sammen. “Eller er

det, fordi jeg fik Deres niece til at tude? Hvis den slags smålige hensyn skal skille os ad, er jeg vist alligevel bedst tjent med at pakke mine ting og forsvinde. Jeg er ikke i tvivl om, mit arbejde vil interessere masser af andre.”

“For en mand, der tror, han er Gud, har De sørgeligt lidt at

skulle have sagt i den sag,” svarede Ellis koldt. “Husk, hvem der har finansieret Deres projekt. Det eneste, som forlader instituttet, bliver Dem selv og folkene derude. I aften, tak.”

Han skulle til at gøre omkring, da en bemærkning fra

West fik ham til at stivne i bevægelsen:

“De skulle bare vide.”

Ellis skød et øjenbryn i vejret. “Undskyld mig?”

Videnskabsmandens ansigt havde antaget et hemmelig-

hedsfuldt udtryk. “Ja, De skulle bare vide, hvor meget jeg har at sige her. Når min formel kan genoplive en død hjerne, så forestil Dem, hvad den gør ved en levende. For ikke at sige en allerede veludviklet en af slagsen. De ville selvfølgelig aldrig lade mig eksperimentere på levende mennesker …”

“Nej, er De fra forstanden?”

“… men efter resultaterne med både hjernen derinde og

en række levende pattedyr, følte jeg mig sikker nok til at teste reagenset på mig selv. Og vil De tænke Dem? Den udviklede ikke alene min intelligens, men gav mig ligefrem kontrol over disse simple, hmm, udøde. Som en myredronning kontrollerer sin koloni. Og ligesom hendes soldater, vil mine beskytte mig.”

“De er fra forstanden,” fnøs Ellis. “Selv hvis der var hold

i den omgang vås, er Deres kadavere her jo for ormædte til at udgøre nogen trussel.”

“Ja, ja, bevares.” Dr. West havde genfundet det syrlige

smil fra tidligere, og nu var Ellis sikker på, han anede et grønt skær i mandens iris. Videnskabsmanden nikkede i hans retning, men ikke til ham. “Jeg mener naturligvis det friskere kød dér bag Dem.”

Et forskrækket støn undslap Ellis, idet noget tog ved hans

skuldre. Han snurrede omkring og opdagede, at de heldragtklædte assistenter uden en lyd var trådt efter dem ind i kølerummet. Han skubbede den nærmestes hænder af sig.

“Vil De være venlig at lade mig komme forbi? West, sig

til Deres folk …” Først nu bemærkede Ellis deres ansigter. Ikke rådne som det på operationsbordet, men dog livløse og voksagtige med brustne blikke. Han drejede sig hovedrystende mod videnskabsmanden. “De kan ikke gøre det her!”

“Hold ham!” beordrede dr. West, og fra alle sider fiksere-

de stærke hænder den aldrende mands lemmer. “Også for munden.”

“Slip mig! Hjæ…” En hånd lukkede sig over resten af ud-

bruddet og forvandlede det til uklare næselyde.

Dr. West trådte hen foran ham og fandt et reagensglas

med den grønne væske samt en sprøjte frem fra kitlens brystlomme. Mens han pillede sikkerhedshætten af kanylen, stak

den i glasset og trak reagenset ind i sprøjten, vred Ellis sig stønnende det bedste, han kunne. Men forgæves.

“Så, mr. Ellis. Her kan ingen høre Dem skrige. Men hvis

De endelig skal, vil jeg gerne sige Dem et par ord først.” Videnskabsmanden holdt sprøjten op foran sit ansigt og knipsede et par gange på den. “De skulle have ladet mig være. Direktionen skulle have samarbejdet. Så kunne I have fået del i min herlighed. Men nej, I ville hellere spænde ben for mig og holde mig nede, og det skal I komme til at bøde for.” Som for at understrege sine ord viftede han med kanylen mod den anden, mens han talte. “Nu kan De indlede bodsgangen ved at teste den nyeste variant af min formel. Jeg er bange for, den ikke ligefrem gør Dem klogere. Det er snarere … en besked, De kan tage med til Deres venner i direktionen.”

Med et pludseligt, hårdt stød jog dr. West kanylen ind

i halspulsåren på den forfærdede Ellis og pressede stemplet i bund, mens hans anden hånd gled over Ellis’ hår. “Kæmp ikke imod,” sagde han blidt. “Betragt det som Deres offer til videnskaben. Og næste gang vi ses, er jeg sikker på, vi vil komme meget bedre ud af det med hinanden.” Dr. West skubbede assistentens hånd bort fra den gamles mund. “Nu kan De skrige.”

Og det gjorde han.

kapitel

Badger Citys hovedgade var et kaos af tilfældigt efterladte biler og smadrede butiksfacader. Hist og her sydede udbrændte bilvrag endnu med forkullede lig i sæderne. Og overalt stavrede zombier med udstrakte arme og klagende struber frem for at æde de levende.

En barsk, bredskuldret betjent fra politiets specialenhed

sneg sig vagtsomt af sted gennem dette helvede på Jord. Igen hørte han nødråbet, denne gang tæt på. Han gled gennem en gyde og i skjul bag en havareret, grøn Land Rover. På den modsatte side af gaden var de levende døde ved at trænge igennem et apoteks barrikader. I takt med deres fremrykken, blev råbene

derindefra stadig mere skingre.

Betjenten tog en dyb indånding, hævede tjenestepistolen

og sendte en kugle gennem den nærmeste zombies baghoved. Det gav et ryk, en sky af hjernemasse stod ud gennem panden, og kroppen drattede omkuld. Det eneste, der virkede mod dem, var at ødelægge hjernen eller fjerne hovedet.

Tiltrukket af larmen fra våbnet brød nogle af zombierne

ud fra flokken for at stavre mod ham. Hvis han bevarede roen, kunne han pille dem ned én efter én. Desværre havde han gjort regning uden dem, den vedvarende larm tiltrak andre steder fra.

Før han vidste af det, nærmede de sig ikke bare fra den

anden side af vejen, men fra alle sider. Panikken krøb ind under huden og forvandlede hans tålmodige sigte til ineffektive fejlskud, indtil våbnet kun klikkede. Skyndsomst udskiftede han magasinet, men adskillige hænder rev og flåede allerede i ham.

“Shit! Nej-nej-nej,” jamrede Tom fra den slidte sofa ude

på den anden side af tv-skærmen. Den blege, 16-årige splejs med det leverpostejfarvede strithår var meget langt fra Evil Residents’ hårde specialbetjente. Hans antræk af et par forvaskede jeans og en kedelig, lysegrå T-shirt ligeså. Men som han famlede med controlleren for at holde sit spil-jeg i live, havde de da selvopholdelsesdriften tilfælles. “Jack, hjælp!”

“Jeg sagde jo, du ikke kunne klare det, din fucking noob,”

stønnede hans umage medspiller fra Fatboy’en ved siden af so-

faen. Jack var en ordentlig kleppert med et kødfuldt ansigt indrammet af langt, mørkt hår. Han var altid iført sweatpants og en sort T-shirt med motiv fra en horrorfilm eller et metalband. To temaer, som gik igen på de mange plakater overalt i hans store kælderværelse, hvor de to kammerater sad. På den øverste halvdel af skærmen vendte Jacks betjent om og løb tilbage gennem gaderne med en kæmpe shotgun mellem hænderne. “Hvorfor tror du, jeg gik efter den her?”

“For at … få den før mig?” Tom havde efterhånden spillet

en del spil sammen med vennen.

“Du ville alligevel ikke ane, hvad der var op og ned på

den.” Foran dem forvandlede Jacks shotgun et zombiehoved til en sky af røde pixels. “Ha, i dit fjæs, klambert!” “Jeg ville bare redde dem, inden de blev ædt,” mumlede Tom.

“Røvkay, hold dig nu bare i live, til jeg når frem, ikke?” Nu

passerede Jack gennem gyden til apoteket og gav sig ufortrødent til at skyde ind i kødranden af zombier. Et grafisk virvar af hjernemasse og kraniestumper, arme og ben og blod og indvolde fyldte skærmen. “Booom, bitches!”

Da den røde dis lettede, var Tom svækket, men i live. Jack

var allerede på vej videre gennem de nu nedbrudte barrikader til apoteket. Han gik om bord i de zombier, som var trængt ind og nu var i færd med at æde de overlevende. Før Tom vidste af det, havde vennen nakket den sidste af de udøde og hægtet de

resterende levende på sig. Straks poppede den ene meddelelse efter den anden op om deres taknemmelighed, og hvor mange experience points Jack scorede til at opgradere sin betjent.

“Ha, tjek lige hende her!” Jack stillede sin betjent op ad

en storbarmet blondine og vippede våbnets løb op og ned, så betjentens underkrop bevægede sig frem og tilbage mod hende. “Åh ja, Jack,” peb han med karikeret kvinderøst. “Giv mig din store kanon!”

Da Tom ikke umiddelbart reagerede, drejede Jack hove-

det mod ham.

“Hey, hvad sker der for bedemandsfjæset?”

“Hvad mener du?”

“For der er altså nok til dig også.” Betjenten med shot-

gun’en løb fra kvinden hen til kollegaen og begyndte at lave bollebevægelserne op ad ham i stedet. “Åh ja, Jack, giv mig din store kanon!”

“Hold nu op,” sukkede Tom og forsøgte at styre sin hal-

tende betjent væk fra overgrebet.

“Jeg holder op med at behandle dig som en tøs, når du

holder op med at opføre dig som en,” grinede vennen og fulgte vippende med våbnet efter ham. “Er du sur eller hvad? Jeg har sgu da lige reddet din røv. Ganske som jeg plejer, i øvrigt. Velbekomme!”

‘Ja, gu’ er jeg sur! Vi kunne have reddet de overlevende

sammen, ligesom det var meningen, og delt pointene! Men du

tænkte kun på at få fat i det bedste våben selv og lod mig risikere livet for at sinke zombierne. Og da jeg så var for såret til at følge med, rykkede du ind og tog hele gevinsten selv. Så skide tak for lort, dit røvhul!’ havde Tom lyst til at sige.

Men når alt kom til alt, reddede Jack faktisk hans røv.

Om ikke i spillet, så i deres fælles hverdag på Virgin Valley High School i den lille by Mesquite i ørkenen nordøst for Las Vegas. Her havde visse af de stærkere medstuderende allerede fra første uge betragtet splejsen som en oplagt prøveklud for hyggetortur som olferter og vommedask. I det mindste indtil den store metaller uventet gik imellem.

Fyren, der boede hos sin bedstemor i den tilstødende flæk-

ke, Bunkerville, havde overraskende mange interesser tilfælles med Tom. Knap så overraskende var Jack heller ikke skide god til at finde venner. Men i det mindste turde ingen fucke med ham, og for det meste var han sjov at være sammen med. Eller en del af tiden. I hvert fald nogle gange. Okay, Tom vidste godt, det var sølle, men så længe Jack holdt hånden over ham, valgte han at finde sig i behandlingen.

Hvordan de første par år af high school ellers ville have

tegnet sig, turde han ikke tænke på.

“Nej, jeg er ikke sur,” rystede Tom derfor bare på hovedet

og lod den velkendte knude af slugt stolthed forme sig i maven. Han rykkede uroligt rundt på hynden og kiggede på sit armbåndsur. “Jeg skal alligevel til at køre.”

“Du er så meget sur,” grinede Jack og puffede til ham.

“Næ, jeg gider bare ikke komme for sent på arbejde,” sva-

rede Tom med et smil, der mest føltes som at skære tænder.

“Fatter ikke, du overhovedet gider. Vi har fucking som-

merferie, mand! Idéen er sgu da at holde fri og være oppe hele natten.” “Jeg skal være oppe hele natten, Jack.”

Vennen rullede med øjnene. “Jeg mente for at game, glo

film, æde snacks. Ikke moppe lort op efter en flok overbetalte Kloge-Åger ude i ingenting. Du har været der, hvad? To uger? Og du hader det allerede.” Jacks betjent blæste en enlig efternøler af en zombie, der var sjosket ind på apoteket, af vejen. “Skid dog hul i det job og bliv her. Singh-Singh kommer også snart.”

“I aften? De er da ikke kommet tilbage fra Indien?” Der

var en snert af uro i Toms stemme. Singh-Singh var en flink fyr, men han og Jack havde bare noget særligt, der altid fik Tom til at føle sig på overarbejde, når de var sammen. For ikke at forsvinde ud gennem bunden i hierarkiet. Gudfader.

“Hans far fik vist en eller anden hasteopgave. Men vores

lille, brune ven siger, han har en overraskelse med hjem. Noget med zombier. Er du slet ikke nysgerrig?”

“Klart, men derfor kan jeg da ikke bare kvitte mit job. Jeg

må vise min mor og Frank, jeg kan klare det,” stønnede Tom, mens knuden strammede i maven og fik små perler af sved til at springe frem på hans pande.

“Wh-tsh!” imiterede Jack den imaginære pisk, han svin-

gede foran sig i luften. “Mors dreng og stedfars bitch. Kan du så ikke bare melde dig syg? Det er man jo ikke selv herre over, og du ligner også en, der er tæt på at skide ud af begge ender.”

“Hvis jeg melder mig syg så sent, kan jeg lige så godt bare

blive væk. Så er jeg alligevel færdig der.”

Jack slog ud med hænderne. “Problem solved!”

“Øh, nej, så har jeg først problemet. Min chef ryger direkte

i telefonen til Frank, og så får jeg husarrest eller et eller andet lamt resten af ferien.”

“Fordi han skaffede det?” fnøs Jack. “Han skulle da bare

have givet dig en ny PlayBox fra starten i stedet for det her jobcirkus. Det var trods alt hans lille snotunge, der smadrede den gamle.”

Et øjeblik, bare ganske kort, overvejede Tom at forsvare

Emma. Han havde efterhånden accepteret, at bonus-søsteren ikke gjorde det med vilje. Hun var kun halvt så gammel som han og måske endda næsten lige så ked af at miste konsollen. Men det betød ikke, han havde tilgivet hende. Eller sig selv for at efterlade et af sine Grave Robber-spil fremme en uge, hvor Frank havde datteren.

Hun havde straks kastet sin kærlighed på den smukke og

seje heltinde, der prydede omslaget: Jem Hunter, hvis barm voksede så støt for hvert spil, at producenterne efterhånden lige så godt kunne nummerere dem efter hendes bh-størrelse.

Fra den dag fandt han igen og igen Grave Robber i dre-

vet og konsollen lukket forkert ned, når han kom fra skole. Og Frank og mor kunne selvfølgelig ikke se problemet. Tom var jo ikke hjemme, Emma passede ordentligt på den, og de kunne vel deles? Men da han en skæbnesvanger dag i foråret fik tidligere fri og overraskede Emma og en veninde i at slutte den til i stuen, blev det ham alligevel for meget. I det resulterende tovtrækkeri endte konsollen med at ryge på gulvet.

Og da Tom som den ældste af de to burde have vidst bedre

og åbenbart behøvede en lektion i ansvar og værdien af ting og yada, yada, yada, var hans sommerferie røget samme vej.

“Men hey, når lønnen går ind, har jeg råd til den nye udga-

ve og VR-sættet,” konstaterede han, måske lige så meget til sig selv som til Jack.

“Ja ja, så fed virker den altså heller ikke,” snøftede metal-

leren. Det gjorde ting sjovt nok aldrig, før han selv fik fingre i dem. “Jeg har læst, der stadig er masser af bugs, de mangler at fikse. Og man ligner seriøst en retardo med den hjelm på hovedet.”

“Den var nu ret vild henne i Walmart,” forsvarede Tom

spagt og med et næsten undskyldende skuldertræk sit kommende køb. “Man lever sig virkelig ind i det.”

“Det gør du sgu da allerede her. Vil du nu også lægge en

panikdej inde i spillet? Næh du, systemet forsøger hele tiden at bilde dig ind, du har brug for nyt, smart lort, men i virkelig-

heden er det bare gammelt pis på nye flasker.” Han gjorde en gestus mod sit eget tv og konsollen foran dem. “Alt, hvad du behøver, er allerede lige her.”

‘Hvor jeg kan være din bitch? Tjek!’ lod Tom være med at

sige og lagde blot controlleren oven på et par tomme pizzabakker på sofabordet, idet han rejste sig. “Okay, men nu er jeg virkelig, virkelig nødt til at …”

“Jack!” fik en skærebrænderstemme fra toppen af trappen

bag sofaen det i det samme til at gibbe i Tom. “Jack, en af dine venner står udenfor!”

Gretas brede, firskårne silhuet tegnede sig i dørrammen

over dem. Tom havde aldrig været helt tryg ved Jacks bedstemor. Som når man besøgte nogen med en stor, glubsk hund, der blev ved med at lunte rundt i baggrunden og knurre med jævne mellemrum. Faktisk brød han sig ikke engang om at gå op ad trappen, så længe hun stod der. Og ifølge Jack selv, var han flyttet herhen, fordi hans forældre var værre …!

“Så luk ham dog ind!” råbte Jack tilbage, mens han gemte

spillet.

“Det er ham den mørke,” uddybede hun lidt lavere, men

næppe mere, end det stadig kunne høres udenfor. “Sidst han havde været her, kunne jeg ikke finde blomsterbrochen, August gav mig på vores bryllupsrejse.”

“For helvede, bedste! Jeg skal nok holde øje med ham. Er

du så glad?” Jack så hovedrystende på Tom.

Greta forsvandt med et lille fnys fra døråbningen, og der

lød skramlen af låse oppefra. Øjeblikket efter fik fodtrin på trappen Jack til ligefrem at lette røven fra Fatboy’en og gå gæsten i møde.

“Singh-Singh!” Den store metaller slog hjerteligt arme-

ne om den lille skikkelse, der næsten forsvandt i hans favn. Og Tom kunne ikke undgå at føle et stik i hjertet. Han fik sgu aldrig sådan en velkomst, når han kom ned i kælderen.

Singh-Singhs perlehvide smil stod i skærende kontrast til

det brune ansigt, og hans mørke øjne glippede overvældet bag de store brilleglas.

Fyren hed egentlig Hrithik, hvilket Jack hurtigt opgav at

krølle tungen om for i stedet bare at kalde ham ved efternavnet Singh. Det udviklede sig hurtigt til Singh-Singh ligesom fængslet. Fordi det var gangsta. Da Tom håbefuldt spurgte, hvad hans kælenavn så kunne være, foreslog Jack til sammenligning Tom-ass. Fordi han hele tiden måtte redde Toms røv. Tom havde overvejet at tage til genmæle med Jack-ass. Han nøjedes dog med at erklære, han godt kunne undvære et kælenavn.

Udadtil var Singh-Singhs vandkæmmede, sorte hår, lak-

sefarvede poloshirt og grå bukser med pressefolder ellers det modsatte af alt, Jack stod for. Men lige så stolte den lille fyrs pæne og ordentlige forældre var af ham, lige så uvidende var de om hans liv uden for hjemmet. Horrorfilmene og videospillene i kælderen var officielt studiegruppen. Ligesom besøgene officielt

oftest var hjemme hos Tom, som boede tættere på Singh-Singh. Og som hans forældre absolut havde mere fidus til end Jack.

Den store metaller var vild med vennens dobbeltliv, hans

lille oprør. Og eftersom Singh-Singh tillige havde arvet sin fars professorhjerne, var han faktisk nyttig for andre. I modsætning til Tom behøvede han derfor hverken gemme sig bag nogen eller finde sig i, hvilket fis der måtte følge med sådan en ordning.

“Du ved, du bare skal ignorere det gamle fjols deroppe,

ikke?” grinede Jack og klappede Singh-Singh et par gange på ryggen, før han slap ham. “En eller anden dag smider hun også sig selv væk, og så slipper vi for at høre på hende. Hvordan var der i dit gamle hood?”

“Du ved da godt, jeg er født og opvokset her i Clark Coun-

ty,” smilede Singh-Singh hovedrystende. Han smed soveposen, han havde over skulderen, i sofaen og gav også Tom et klem. “Fedt, du også er her, Tom. Jeg skal vise jer noget.”

“Øh, jeg er faktisk på vej ud. Sorry.”

“Han skal på arbejde,” vrængede Jack. “Det vil han helle-

re end at være sammen med os.”

Tom slog undskyldende ud med hænderne. “Sådan er det

altså ikke …”

“Ej, Tom!” Singh-Singh svingede sin taske af skuldrene og

om i favnen. “Du bliver nødt til lige at se det her først.” Han halede en stak DVD-kassetter ud af tasken.

Inden Tom nåede at se dem, havde Jack fejet dem op i

favnen. Med et udtryk af voksende vantro bladrede han gennem stakken af pangfarvede omslag til en række indiske kærlighedsfilm. “Øh, hvad fuck skal dét her forestille?”

“Bootlegs,” svarede Singh-Singh selvfølgeligt. “De koster

ikke engang en dollar på gaden derovre.”

“Men … du sagde noget med zombier?” Jack lød ikke en-

gang sur, mere fortabt.

“Se nu efter indeni. Jeg puttede dem bare i de covere, så

mine forældre ikke skulle opdage dem.”

Jack klarede op i et grin og begyndte at inspicere kasset-

terne fra en ende af. “Fed. Røvsyg. Løbende zombier? Glem det. Oooh, Jonny Nekrotic, den er cool – ærgerligt, de aldrig lavede en fortsættelse. Har set. Ligner lort, men måske er der patter.” Pludselig stivnede Jacks udtryk. “Tager du pis på mig?!”

Singh-Singh rystede på hovedet og klappede i sine hæn-

der af iver, mens hans stemme kørte op i det skingre: “Den er god nok! Jeg fandt den!”

“Fandt hvad?” Tom så frem og tilbage imellem dem.

“Såmænd bare den hellige fucking gral,” svarede Jack

med stemmen bævende af ærefrygt, idet han vendte omslagets inderside med skiven mod dem. “Final Death: Uncut!”

Tom glippede med øjnene. “Vent, dén Final Death? Hvor

helten sprætter en zombie op og bruger blodet og indvoldene som camouflage for resten af flokken?” “Klammoflage,” rettede Jack ham med et lyksaligt grin.

‘Usømmelig omgang med lig’ kaldte censuren det, da fil-

men med den italienske originaltitel La Morte Finale udkom i 1980. Den omtalte scene var angiveligt så realistisk, at rygter om et ægte kadaver fik den katolske kirke til at fordømme produktionen. Distributørerne trak sig, selskabet gik konkurs, og filmen fandt først flere år senere vej til videomarkedet i en censureret udgave. De få uklippede kopier var enten gået til eller opkøbt af samlere med for mange penge.

Men stod det til troende, havde en kopi, sikkert af en kopi

af en kopi og så videre, fundet vej til en indisk gadesælger, videre til Singh-Singh og gennem ham nu til Jacks kælder.

“Hold kæft, hvor er du vild, Singh-Singh!” jublede Jack.

“Lad os finde noget snolder til den!” Han lagde stakken på bordet, og med armen om den lille fyr førte han ham med hen til lågen under trappen.

En bange anelse greb Tom. “Hey, h-har I tænkt jer at se

den nu?”

“Ja, sgu da! Hvorfor ikke?” svarede Jack med hovedet

inde i sliklagret.

“Men … hvad så med mig?”

“Hvad med dig? Du skal jo på arbejde, ikke? Orv, tag lige

et par af dem dér også, Singh-Singh!”

“Jeg tænkte måske bare …” Tom holdt sig for maven, der

forsøgte en 180 graders vending. “… at vi kunne gemme den, til vi alle tre kunne være med. Det er da rimelig stort.”

“Fucking historisk er, hvad det er!” rettede Jacks stemme

ham mellem de knitrende emballager. “Og historien indretter sig altså ikke efter dit smålige lønslaveri, Tom. Den foregår, når den foregår.”

“Men … det er jo på DVD,” indvendte Tom spagt og så

fra filmstakken på bordet til sine venner, der endnu var halvt begravet i slikdepotet.

“Det er rigtigt,” medgav Singh-Singhs milde røst ham.

“Måske kunne vi vente, til …”

“Og måske ødelægger en ildebrand filmen i morgen,” bed

Jack deres fælles ven af. “Eller et jordskælv opsluger den. Eller en meteor rammer Clark County. Og så får vi den alligevel ikke set, fordi vi skulle vente på Toms åndssvage arbejde. Nul, du! Hvis han vil se med, kan han blive, men vi venter ikke!”

Toms blik flakkede nu i en fortvivlet trekant mellem ven-

nerne, filmene og armbåndsuret, der faretruende nærmede sig mødetidspunktet. Hvis det skulle være på dén måde, var der kun én ting at gøre.

“Sorry, folkens!” råbte han og styrtede op ad trappen.

“Hey, du fik tilbuddet,” råbte Jack efter ham og spurgte

så, som det sidste Tom hørte nedefra, Singh-Singh: “Tror du, han blev sur?”

Ikke så meget, som du bliver, fnøs Tom indvendigt, mens

han knugede kassetten med Final Death: Uncut! mod sit maveskind under T-shirten. Han krydsede i et par lange skridt en-

tréen og flåede i håndtaget til hoveddøren, som var låst med tre låse og en kæde.

Pludselig stod gamle Greta foran ham med sit tjavsede,

grå hår, sine små, blodskudte øjne i det runde hoved og sin komplette mangel på hals. Tom bed et skrig af forskrækkelse i sig. Hendes brede statur var iført en hvidblomstret, petroleumsfarvet kjole, hun også havde haft på de sidste par gange, han havde været der. Hun sagde intet, stirrede bare og lugtede af noget, han ikke kunne gennemskue, om var kraftig parfume eller sprut. Så drejede hun låsene fra, fjernede kæden og åbnede døren.

“T-tak,” gispede han og næsten væltede ned ad hoved-

trappen til det dårligt vedligeholdte, sandfarvede hus. Han flåede sin cykel op fra indkørslen, sprang i sadlen og susede ud af nabolaget under den rødmende himmel.

kapitel

2 Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning lå ved Virgin River i ørkenlandskabet vest for Mesquite. Toms mor var utryg ved at lade ham cykle den lange tur på landevejen hver aften og især nat. Frank mente til gengæld, det var godt for den unge mands bentøj og selvstændighed. Tom selv fandt det lige lovlig langt, nat som dag, men ville ikke stå tilbage for den del med selvstændigheden, så han holdt kæft. Og eftersom turen alligevel gik igennem Bunkerville, kunne han bløde den op med et stop hos Jack.

I dag havde dét dog kun gjort turen hårdere.

Med sveden pumpende ud af porerne og mobilen gløden-

de i lommen tæskede han ud ad landevejen. Han havde stop-

pet T-shirten i bukserne for at holde på DVD-kassetten, som gled op og ned mod maveskindet i takt med hans anstrengelser. Hvert øjeblik forventede han at høre motorstøj bag sig og over skulderen se Jack og Singh-Singh komme buldrende i Gretas gamle lorteøse. Og det tiltagende mørke insisterede stadig kraftigere på, han ikke ville nå frem i tide. For helvede, hvor ville det være kikset, hvis de fyrede ham efter kun to uger!

Hvorfor skulle Jack også være på den måde?

Vel havde en ny PlayBox været federe end et job, og vel

hadede Tom allerede hvert sekund af arbejdet. Men han følte samtidig en sær stolthed. En mulighed for at vise, han kunne. Bare noget. Hans personlige, forbandede quest! Så meget som at moppe gulv nu kunne være det.

Han anede endelig instituttet lyse op i aftenmørket, men

sagtnede kun farten for at svinge ned ad den asfalterede vej dertil.

Bag en fyldt parkeringsplads lå den store, hvide bygning.

Tom parkerede cyklen i stativet udenfor og småløb over til indgangen, mens han tjekkede sin nu tavse mobil. Den meldte ikke mindre end 14 opkald, tre fra Singh-Singh og resten fra Jack, som yderligere havde sendt ni SMS’er. Den sidste lød kort og godt:

“FUCK DIG TYV!!!!!”

Tom regnede med, det rigeligt opsummerede helheden.

Samvittigheden jog som en kniv igennem hans mave og fik tar-

mene til at vride sig. Han prøvede at skubbe tanken bort og fokusere på aftenens arbejde. Men maveknebet havde allerede fået fat. Med et suk rakte han mobilen, sit headset og den svedigklamme filmkassette gennem lugen til vagtstuen og kørte sit nøglekort gennem læseren.

Instituttet var sygt paranoidt over for industrispionage

og tillod derfor ikke medbringelse af nogen form for elektronik eller medier. Al telekommunikation mellem stedet og omverdenen foregik via deres egne sikrede linjer og krævede autorisation oppefra.

Fra den anden side af lugen målte en latinamerikansk

vagtmand ham med øjnene. Manden var iført selskabets grå uniformsskjorte, sorte bukser og ditto kasket med påskriften SECURITY i hvide bogstaver over forsiden. Efter at have arkiveret Toms ejendele under hans medarbejdernummer i reolen bag sig, vinkede vagten ham videre gennem en kropsscanner. Rundede så af med at kropsvisitere ham, som om Tom ikke allerede var forsinket nok.

Den første dag havde det hele ellers virket så spænden-

de. Sikkerhedsprocedurer og nøglekort. Laboratorier med kittelklædte forskere, blinkende apparater og farvede væsker. Og uniformerede vagter med skydevåben. Som taget ud af den type film og spil, han og vennerne åd råt, hvor eksperimenter altid gik galt, og det pludselig vrimlede med monstre.

Tom havde himmelfaldent spurgt sin holdleder, Curt, om

denne vidste noget om projekterne.

“Hvis jeg fortalte dig det,” svarede den høje, sølvhårede

mand med et underfundigt smil om læberne, “ville jeg være nødt til at vække dig bagefter.”

Han var tråden, Frank havde trukket i for at skaffe jobbet.

De to var gamle kammerater, og Frank havde et par gange inviteret Curt til middag. Tom var dog aldrig blevet klog på manden, som altid syntes at more sig en smule over ham.

Der var til gengæld ingen tvivl om, at de andre på holdet

morede sig. Tom var ikke alene den yngste, men var også mødt op den første aften i sin sejeste Batman T-shirt. Hvem fanden klædte sig også sådan på en arbejdsplads for voksne mennesker? Og selv om han siden havde gjort sit bedste for at klæde sig mere anonymt, kaldte de samme “voksne mennesker” ham nu ikke længere andet end Batboy.

Det var Chris, der fandt på navnet. Han var ligesom Tom

ferieafløser, men der hørte ligheden også op. Fyren var midt i 20’erne, solbrun og altid iklædt mærketøj, der fremhævede hans veltrimmede krop og tatoverede underarme. Ansigtet var markeret, og en moussefyldt, brun manke bølgede perfekt om hovedet.

Året før havde fyren udstillet herlighederne i reality-pro-

grammet Paradise Island. Siden som gæstebartender rundt om i staten. Senest som youtuber om alt fra fede fester til, hvordan vedligeholdelsen af to dage gammelt skæg signalerede overskud

og kontrol. Nu havde han så nedladt sig til almindeligt arbejde – “for at spare op til min motorcykel-tur tværs over USA, som man kan følge på min channel,” reklamerede han – inden verdenserobringen fortsatte.

Og kollegerne overgav sig irriterende betingelsesløst til

den unge verdensmand. Spurgte og nikkede om kap og lo, når han gjorde. Uden det selvfølgelig havde det fjerneste at gøre med fyrens kendis-status. For som de var rørende enige om, var han jo “bare et menneske ligesom alle andre og helt nede på jorden.”

I så fald turde Tom ikke tænke på, hvordan ægte stjer-

nenykker tog sig ud.

Endelig igennem sikkerhedstjekket stæsede han ned mod

rengøringsrummet, hvor aftenens makkerpar allerede var fordelt og på vej ud. Hvert bestod af en fastansat og en ferieafløser. Som Ellen og Chris, der nu side om side kom op ad gangen imod ham. Hun med en gulvvaskemaskine skubbende foran sig, han med en rengøringsvogn fuld af remedier og med en gulvmoppe vajende som en fane fra et stativ.

“Hey, Curt, vi klarer den alligevel!” galpede reality-stjer-

nen, i dagens anledning iført en lyseblå slim-fit skjorte med korte ærmer og et par sorte shorts. “Batboy er her for at bekæmpe de onde nullermænd!” Han så en ekstra gang på Tom, hvis T-shirt klæbede til overkroppen og håret til panden. “Eller er det Sweatboy?”

Ellen lo så overstadigt til Chris, at hun lige så godt kunne

have skreget: “Tag mig!” Hun var en flot, slank kvinde midt i 30’erne, sågar mere solbrændt end han og med lange, afblegede slangekrøller. At hun tillige var alenemor til en teenage-pige, afholdt hende ikke fra selv at give den som en. Der var fyret op for den pink lipgloss, en rød stroptop med dyb udskæring og et par tætsiddende, hullede jeans.

Bag dem så Curt småleende op fra en anden gulvvasker,

han var i færd med at instruere Janet, en bebrillet brunette i gul buksedragt, i. Ved synet af Tom blev holdlederens ansigt dog straks alvorligt. “Nå, der var du endelig. Det er altså ikke super smart, det her, Tom. Du må køre noget før hjemmefra.”

Tom nikkede og mærkede maveknebet tage til under hold-

lederens indgående blik. Han overvejede kort at undskylde sin forsinkelse med det, men ville ikke give de andre fornøjelsen. Eller risikere værre øgenavne.

“Godt. Jeg har altså sat dig sammen med Paquita i aften,”

sagde Curt, som om det var en straf, og gjorde et kast med hovedet mod materielrummets brede indgang. “Hun er i gang med at fylde vand på vognen derinde. I starter med kantinen og det dertilhørende. Så ved hun resten.”

Tom så fortabt efter holdlederen, der sammen med Janet

forsvandt op ad gangen. Hvis noget ved jobbet potentielt var værre end Chris, måtte det være Paquita. Han havde ganske vist ikke vekslet flere ord med pigen end et beklemt “undskyld” i

bytte for hendes vrisne “flyt dig!”, da han en aften var kommet til at gå i vejen for hende. Men de andres beretninger lød ikke just lovende.

Ronnie, som havde arbejdet der i årevis, indviede allerede

fra starten de nye i, at den unge latinas far var på flugt fra loven. At lillesøsteren var tvangsfjernet af myndighederne. Og at Paquita selv var droppet ud af high school for at tjene penge … på alle måder, hvis de forstod sådan en. Ronnie så sig selvfølgelig nødsaget til at meddele Curt dette, hvilket nok var årsagen til hendes onde lune.

Ellen havde krydret beretningen om Paquita med anek-

doter om, hvordan pigen flere gange nær var fløjet på hende for småting og kraftigt lænede sig op ad en fyring. “Hvis hun da ikke eksploderer og tager en af os med sig inden,” som den enlige mor havde udtrykt det.

Stan havde da også været noget slukøret efter et par run-

der med hende, Janet ligefrem stødt, og Chris klar til at stemme latinaen hjem. Og nu var turen altså kommet til Tom.

En tung lab på hans ene skulder fik ham til at gå lidt ned

i det ene knæ. Han så op på Ronnie, som var en stor, rødhåret bøv omkring de 40 og kom inde fra trailerparken i Mesquite. Manden var iført et par olieplettede jeans og en åbentstående, grøn- og sortternet skovmandsskjorte med opsmøgede ærmer. Bag denne bugtede en hvid undertrøje sig over hans ølmave og mandepatter.

“Av, Batboy, så blev det sgu din tur til at lufte Chihuahua-

en, høhø,” grinede bøven og rundede eftertænksomt skægkransen om sin mund med tommel- og pegefinger. “Lige et godt råd, ikke? Fortæl hende, du elsker taco. Så løsner hun op, høhøhø.”

“Taco? Hvorfor …”

“Hvad står I to og hvisker om?” En let hæs kvindestemme

med mexicansk accent fik Tom til at gøre omkring mod materielrummets indgang.

Der stod Paquitas blot halvanden meter høje timeglasfi-

gur med ekstra sand med armene korslagte foran brystet. Ikke større end Singh-Singh og alligevel det store problem. Hun havde lattebrun hud og var klædt i en mørkerød T-shirt og kakifarvede cargobukser. En ligeledes kaki kasket var trukket ned over hendes kortklippede, sorte hår og gav sammen med bukserne indtryk af en uniform. Under skyggen gnistrede et par mørke øjne i et hårdt ansigt blottet for makeup.

Tom virrede befippet med hovedet. “Øh, v-vi …”

“Ro på, Paquita, jeg hjælper bare knægten i gang, høhø,”

afbrød Ronnie ham.

“Hjælper, min store, brune røv, pendejo!” Hun gav ham

fingeren.

“Jeg elsker, når du taler frækt, høhøhø.” Bøven vendte til-

bage til sin gulvvasker og puffede Stan, der stod klar med rengøringsvognen ved siden af, i ryggen. “Nå, skal vi?”

Den unge, krølhårede ferieafløser skød et nervøst blik ef-

ter latinaen og krympede sig i sin allerede løse Tommy Hilfiger T-shirt, idet han fulgte med Ronnie. “Pendejo betyder narrøv, narrøv!” vrissede Paquita efter bøven og stirrede et øjeblik bare ud i luften med et bistert udtryk i ansigtet og stadig med korslagte arme. Så drejede hun i et ryk ansigtet mod Tom, der uvægerligt trådte et skridt baglæns. “Og skulle du ikke se at komme i gang i stedet for at lytte til hans mierda?”

“J-jo.” Tom, der ikke skulle have noget klinket, skyndte sig

ind til hende i det store rum, hvor en rengøringsvogn stod klar foran en bred vask med flere haner. Ved siden af ham bugserede Paquita en gulvvasker ud, og han opfangede et gult, W-formet tryk på brystet mellem de nu skilte arme. Var det virkelig en Wonder Woman T-shirt på den ellers så vrisne pige med den hårde baggrund?

Idet de begav sig op ad gangen sammen, søgte hans øjne

igen og igen trykket på T-shirten. Den var sgu god nok. Det var logoet fra tegneserien. Så var hun måske alligevel ikke så slem, og han var måske alligevel ikke så alene her …

“Får du det hele med?” spurgte hun pludselig uden at se

op. “Eller skal jeg lige dreje en omgang?”

“Hvad? Nåh, nej, nej, det var ikke, fordi jeg gloede på dig.”

Han lo nervøst. “Det er bare T-shirten. Læser du tegneserier.” “Nej.”

Okay. Han tav et øjeblik, forsøgte så med et nyt emne:

“Du har også gået på Virgin Valley High, ikke?”

“Hvorfor?” bed hun ham af.

“B-bare af nysgerrighed. Der er vist kun et par år imellem

os, så måske gik du der stadig, da jeg …” Han betænkte sig. “… startede.” Det havde lydt væsentligt bedre i hans hoved. Som om de havde noget tilfælles. Nu, hvor det var ude, slog det ham, at han måske snarere tværede den afbrudte skolegang i hendes ansigt.

“Vent …” Hun standsede op ved siden af ham. “… så vi

har både gået på den samme skole og arbejder det samme sted. Handler du så også i den Walmart inde i Mesquite?”

“Øh …” Han nikkede tøvende.

Paquita slog sine hænder for kinderne og plirrede med de

lange øjenvipper. “OMG, vi er jo totalt soulmates, Tom! Og jeg har noget, vi simpelt hen er nødt til at gøre sammen.”

Han nikkede igen. “O-okay?”

“Lukke røven og passe hver sit!” Hendes stemme blev at-

ter alvorlig, idet hun hovedrystende skubbede gulvvaskeren videre op ad gangen.

Han sukkede og fulgte efter. “Hvorfor er du så sur på mig?

Det er ikke min skyld, Curt satte os sammen.”

“Ha, du fatter vist ikke hans humor.”

“Jeg fatter ikke rigtig nogen her. Men det er jo også bare

et arbejde,” svarede Tom med et ærgerligt skuldertræk.

Hun kneb de mørke øjne sammen. “Bare et arbejde, hva’?

Lad mig gætte: Du manglede penge til nyt legetøj og fandt en tjans, hvor du kunne loppe dig til dem.”

Denne gang svarede han ikke.

Hun gav ham et elevatorblik ud af øjenkrogen. “Det er

ikke til sportsudstyr, så meget kan jeg se. Og heller ikke til musikinstrumenter.”

“Hvordan ved du så dét?” spurgte Tom og skød trodsigt

hagen frem.

Et latterfnys undslap hende. “Så havde du allerede fortalt

alle om det og gået i T-shirts med de bands, du forsøger at kopiere. Du ligner heller ikke en, der rejser meget. Så ... det er til en spillecomputer, ikke?”

“Forkert!” hoverede han. “Det er faktisk til, øh, en Play-

Box med Virtual Reality.”

“Som er en spillemaskine, ikke?” spurgte hun uden at

blinke.

“Øh … jo.” Toms blik veg. “Men er det ikke lige meget, så

længe jeg passer mit arbejde?”

Hun himlede med øjnene. “Det er jo netop problemet med

jer feriejobbere: Det er altid mere en ferie end et job. I kommer dryssende for sent, snakker for meget, holder rygepauser, kaffepauser, skidepauser, hvad ved jeg, og er ude ad døren på slaget fyraften. I er jo kun nødt til at holde på jobbet et par måneder, og så må vi andre bare løbe stærkere imens.”

“Nå, men jeg har altså tænkt mig at gøre mit bedste,” er-

klærede Tom og prøvede ihærdigt at ignorere det voksende pres fra sine tarme.

“Ja, det fornemmede man virkelig på din ankomst i dag.”

“Tro mig, jeg er lige så træt af, jeg kom for sent. Curt ken-

der min stedfar, så …” “¿En serio? Var det sådan, du fik jobbet?”

“Er dét også et problem?”

Hun slog en kold latter op, som kun fik hans mellemgulv

til at vride sig yderligere. “Årh, måske bare for nogle af de mennesker, som fik afslag på det og faktisk mangler pengene. Du ved, til mad, husleje, sundhedsforsikring, den slags småting. Men dem skal du ikke tage dig af.” Hun skød en knytnæve i vejret. “Spillemaskine, yay!”

Det nev virkelig i Toms tarme nu, og det blev ikke bedre

af, de passerede et toilet, før de drejede ind på den lille gang til kantinen. Tværtimod var det, som om skiltet på døren fortalte hans underbevidsthed, at det skulle være nu! Tom slog armene om mellemgulvet og stønnede dæmpet, mens hans ansigt fortrak sig i en grimasse.

Latinaen standsede gulvvaskeren foran kantinens ind-

gang og betragtede ham med et løftet øjenbryn. “Hvad går det dér ud på? Jeg sværger, hvis det er noget, Ronnie har lokket dig til …”

“Nej, nej, det … er faktisk min mave. Undskyld, jeg ved

det, men jeg er virkelig, virkelig nødt til at …” Han gjorde et kast

med hovedet tilbage mod den store gang.

Paquita gned sin pande. “Du lægger sgu alligevel hårdt ud.

Skal jeg ikke bare kalde, når jeg har taget din del af arbejdet?”

Tom så rådvild på hende.

“Smut nu ud og skid, før vi også skal tørre dét op,” vris-

sede hun. “Og tag i det mindste vognen med og ordn toilettet, mens du er der.”

“Ja-ja,” gispede han og vraltede med vognen foran sig og

sammenklemte baller tilbage mod toilettet.

På hjørnet var han ved at støde sammen med tre men-

nesker, som kom gående på den store gang med retning mod laboratorierne. En bredskuldret, afroamerikansk vagt, en halvskaldet, rødmosset herre godt oppe i årene og en pisselækker blondine i blå skjorte af en art og sort nederdel. Idet Tom halede moppen og en fyldt spand med sig ind på toilettet, kunne han ikke lade være med at se efter dem. Især kvinden, der virkede lettere oprevet.

“Det er bare længe siden, han gik derhen. Jeg kan ikke

forstå, hvad der skulle opholde ham sådan,” hørte han hende sige, inden døren gled i mellem dem.

Han slap moppen og spanden, så vand sjaskede ud på gul-

vet, og hastede ind i det nærmeste aflukke, hvor han febrilsk kæmpede bukserne ned om knæene. Ikke et sekund for tidligt indtog han porcelænstronen og overlod den stønnende sin last, mens Disneys forpulede isdronning for hans indre øre skrålede:

“Let it go, let it go, can’t hold it back anymore!” Koblingen var opstået, engang Emmas voldlytning af hittet på stueanlægget var faldet sammen med et af Toms hastebesøg på toilettet derhjemme. Siden havde hverken Frozen eller skidning været det samme.

Som han sad her i fred for resten af verden, tillod han sig

alligevel et lettelsens suk og tanken, at de alle sammen kunne rende ham. Han ønskede, han havde haft sin mobiltelefon. Ikke for at læse mere af Jacks lort eller svare ham. Bare spille et spil, tjekke Facebook, trække tiden, som hende Paquita alligevel var skide sur på ham for. Og det var jo ikke, fordi nogen af de andre gav en skid for ham heller.

Det er kun i sommerferien og kun i år, beroligede han

sig selv og drømte sig bort til PlayBox’ utrolige Virtual Reality-landskaber. Så kunne Jack synes, rønnebærrene var nok så sure. Både han og Singh-Singh skulle nok komme rendende, når Tom fik det system op at køre derhjemme. Det ville for en gangs skyld være på hans enemærker og præmisser. Med en konsol købt for hans egne surt opsparede penge, hvilket også betød, at Emma godt kunne glemme enhver brug af den uden hans tilladelse.

Lyden af fjerne, højrøstede stemmer rev ham ud af tan-

kerne og fik ham til at spidse ører. Det lød som et skænderi, uden han dog kunne udlede ordene. Et skarpt smæld overdøvede stemmerne og fik det til at gibbe i ham, selv om det var

dæmpet af de mellemliggende vægge. Nu blandede skrig sig, og flere smæld fulgte. Var det pistolskud?

Tom blev kold indvendig og fik travlt med at gøre sig fær-

dig, mens tankerne ræsede gennem hans hoved. Var det slået klik for en af stedets ansatte? Blev de angrebet af terrorister? En fremmed militærmagt? Var et af eksperimenterne faktisk gået galt, så det pludselig vrimlede med monstre? Eller tog de andre bare pis på ham, fordi de vidste, han sad på tønden? Uanset hvad det var, skulle det i hvert fald ikke tage ham med bukserne nede.

Han kørte hurtigt hænderne under hanen uden for båsen,

greb så moppen og åbnede med tilbageholdt åndedræt døren ud til gangen på klem.

kapitel

3 “Åh gud, åh gud, så du onkel Hals øjne?” lød en oprevet kvindestemme lige i nærheden. Den måtte tilhøre blondinen fra før. “Han var overhovedet ikke sig selv!”

“Jeg er ked af det, Barbra,” svarede en mørk mandestem-

me. “Jeg kunne ikke gøre andet. Hjælp mig lige med mr. Simkins. Jeg er nødt til at kalde vagtstuen.”

Tom åbnede døren lidt mere og stak hovedet ud. Trioen

fra før kom tilbage ad gangen, men nu støttede vagten og Barbra en slatten og nu temmelig bleg mr. Simkins imellem sig. Hun pressede en gennemblødt, rød klud mod dennes hals, hvorfra blodet uanfægtet drev videre ned ad hans bryst og dryppede ned

på gulvet. Her slæbte hans skosnuder igennem det og trak et vådt, rødt spor efter de tre.

“Fuuuck,” hviskede Tom og knugede gulvmoppen hårdere

i hånden. Han mødte kort den unge kvindes opspilede øjne, der dog slet ikke lod til at bemærke ham.

“Åh gud,” gentog hun og så fra Simkins til vagten, som

famlede efter en lille walkie-talkie i sit bælte. “Ben, jeg tror … han er …”

Vagten, Ben, standsede op og tog den livløse mand i øje-

syn. “Mr. Simkins? Hallo?”

Tom betragtede dem med tilbageholdt åndedræt. Så op-

fangede han en bevægelse ud af øjenkrogen. En ældre, hvidhåret mand i et gråt jakkesæt var sjosket frem bag det hjørne, blodsporet førte tilbage til. Han virrede med hovedet og vendte sig med et ryk mod stemmerne.

Nu bemærkede Tom blodet om mandens mund, på hans

overkrop og ned over hans ene lår. Værre endnu havde noget, der måtte være et pistolskud, pløjet en fure gennem hans ene kindben, så øjet hang frit ned fra hulen i en streng. Men ikke alene stod han stadig, han blottede også tænderne og satte i et haltende, ukoordineret løb mod de andre.

“P-pas på!” udbrød Tom. “Bag jer!”

De så forskrækkede op fra Simkins til teenageren i

dørsprækken og derpå forfølgeren, som efterhånden havde indhentet dem.

“For helvede!” Stadig med Simkins under armen vred Ben

sig rundt og sparkede angriberen i mellemgulvet med en kraft, der havde foldet de fleste på midten. “Mr. Ellis, stop!”

Mr. Ellis var dog tydeligvis ikke som de fleste. Han sjo-

skede blot halvanden meter baglæns, svajede lidt på stedet og kastede sig så igen frem mod dem. Denne gang hævede Ben pistolen og skød. Kuglen slog ind i Ellis’ ansigt og blæste en fontæne af hjernemasse ud gennem hans baghoved. Barbra slog hvinende hænderne for ansigtet, mens Ellis klaskede sammen og blev liggende.

“Barbra,” stønnede Ben med rynkede bryn. “Jeg …”

Resten druknede i vagtens eget skrig, da Simkins’ slatne

hoved i det samme løftede sig fra hans favn og satte tænderne i hans strube. Ben forsøgte at skubbe manden fra sig, tæskede løs på ham og klemte sågar et par desperate skud af. Men da kæberne flåede til, var kampen afgjort. En rød stråle stod ud fra vagtens hals mod Barbra, som med et skrig værgede for sig med hænderne.

Ben skubbede Simkins fra sig og holdt en hånd mod sin

åbne hals, hvor blodet fossede ud. Han væltede baglæns ind mod væggen og gled ned ad den. I hans anden hånd skælvede pistolen så meget, at han havde svært ved at sigte ordentligt på Simkins, som nu vendte sig mod Barbra.

I stedet bragede skuddet gennem døren til toilettet. Med

et hyl, Jack ville have pisset i sit tøj af grin over, jokkede Tom

tilbage i den medbragte spand, så sæbevand stod ud over det hele. Det var nok til at distrahere Simkins. Inden døren nåede at svinge i, bankede han den op og kom ravende ind på toilettet.

Til Toms held gled manden på det våde gulv og røg på

røven. Med hjertet oppe i halsen og foden fastklemt i spanden flygtede Tom tilbage i aflukket. I hans panik blev moppen i hans hånd ved med at sætte sig på tværs af døråbningen. Han slap den og skubbede døren i, men Simkins var allerede oppe og kastede sig frem. Han kilede sin underarm ind i sprækken og famlede brutalt efter den unge rengøringshjælp. Tom pressede skrigende hele sin vægt mod døren, hvilket naturligvis ikke var nok. Langsomt, men uundgåeligt gled den op.

Hvad der fulgte var måske simpel selvopholdelsesdrift.

Måske vakte det uvirkelige i situationen slet og ret Toms gamer-instinkt til live. Eller måske fik han bare endelig nok af at være den, andre var efter. I hvert fald slap han døren, lod sig falde tilbage på kummen og trak knæene op mod brystet. Det resterende vand i spanden sjaskede varmt ud i hans skød, og Simkins kom brasende ind mod hans ene skosål og bunden af spanden.

“Lad! Mig! Være!” snerrede Tom og sendte med et spark i

brystet manden baglæns ud af aflukket.

Tom fløj op, kæmpede febrilsk døren i og låste den. Et

voldsomt bump fik den til at ryste og teenagerens kampgejst til at vakle.

“Hvad vil du?!” råbte han. “Lad os tale om det!”

Som svar kastede Simkins sig igen mod døren, og hængs-

lerne knagede. Tom indså, at der nok ikke var så meget at tale om. Om lidt ville manden brase igennem døren, og hvis han ikke ville lide samme skæbne som vagten, måtte han handle. Nu.

“Okay, fuck det her,” mumlede han og skubbede spanden

af sin fod, før han prøvende trådte op på kummens låg og derfra videre op på cisternen.

Han tog ved den øvre kant af væggen til aflukket ved si-

den af. De var åbne foroven, og der var plads nok til, at han kunne klemme sig ind over, hvis det skulle være. Han spejdede hen over døren og fik øje på Simkins’ isse. Den virrede. Som om manden ventede på noget.

Pludselig løftede han blikket, fik øjenkontakt med Tom

over kanten og kastede sig igen mod døren.

“Arrrgh!” hylede Tom og gled på cisternen af forskræk-

kelse. Han klamrede sig til toppen af væggen for ikke at falde ned. Hastigt genfandt Tom fodfæstet og klemte sig op oven på væggen mellem de to aflukker. I det tilstødende kunne han se lige ned i en åben kumme, hvor et eller andet svin havde glemt at bruge toiletbørsten. Under ham bragede Simkins gennem døren, og Tom flåede den anden fod med sig.

Han undgik med nød og næppe at ramme ned i den be-

skidte kumme, men slog til gengæld skulderen ned i gulvet. Uden tid til at ømme sig vaklede han ud og samlede moppen op

fra det våde gulv. Fra aflukket ved siden af greb Simkins’ arme ud efter ham. Tom skød gulvmoppen ind i mandens brystkasse og drev ham tilbage i båsen, hvor hans røv landede tungt på kummen.

Simkins masede snerrende på for at komme op, og hans

øjne stirrede fiskeagtigt stift på Tom. Manden mindede ikke længere om et menneske, men noget helt andet. Hvad dette ‘andet’ så end var, ville det dog kaste sig over Tom, så snart han løb mod døren. Eller ikke længere kunne holde Simkins tilbage. Toms forslåede skulder klagede allerede under presset.

“Hallo?!” kaldte han mod døren. “Jeg har brug for hjælp

her!”

Hans skosåler begyndte lige så stille at skride over det

våde gulv, mens Simkins knurrende rejste sig fra kummen.

“Du … øh … Barbra?!”

Nu tog Simkins ved moppens skaft og forsøgte at skubbe

den væk fra sig.

“Bar… for pokker, bare en eller anden?! Hjælp!”

Døren gled op på klem, og Barbras hoved kiggede forsig-

tigt ind. Der var blodige stænk hen over hendes ansigt og gennem det blonde hår.

“Ben er død,” peb hun.

“Det er vi også, hvis vi ikke får styr på ham her!” stønnede

Tom, mens han skøjtede rundt i vandpytten på gulvet. “Hold døren åben, indtil jeg er ude, okay?”

“Dr. West gjorde det her,” fortsatte hun tonløst. “Forvand-

lede dem til monstre. Det er nødt til at være ham. Jeg sagde til onkel …”

“Barbra, please!” råbte han så højt, at det gibbede i hende.

“Åbn døren og hold den!”

Barbra nikkede hurtigt og skubbede døren op. Tom flåede

moppen med, idet han kastede sig baglæns gennem åbningen. Han tumlede ned på gangens gulv og så Simkins lave en maveplasker mod toiletgulvet. Det skulle være nu, hvis det skulle virke.

“Slip døren, slip den!” skreg han til Barbra.

Mens Simkins forsøgte at kæmpe sig på benene, svingede

døren i mellem dem. Tom sprang op og manøvrerede moppens skaft ned bag dørhåndtaget og på tværs af karmen, så det blokerede døren. Simkins bumpede mod den fra den anden side og hamrede på den, men tog underligt nok ikke i håndtaget.

“Kan han kun åbne døre ved at smadre dem eller hvad?”

stønnede Tom forpustet og holdt en rystende hånd mod sit bryst, hvor hjertet hamrede løs, som om det også forsøgte at slippe ud. “Jamen, held og lykke, den dér åbner indad.” Han svælgede, nikkede og smilede på samme tid til den noget blege Barbra. Han var for lettet, ja, nærmest høj, til at bekymre sig om, at de våde jeans fik det til at se ud, som om han havde pisset i bukserne af skræk. Havde han lige klaret den dér psykopatfreak?

Han var på nippet til at le, men tog sig i det, da Barbra tyde-

ligvis ikke havde det på samme måde.

“Det er okay,” forsøgte han at berolige hende. “Nu har vi

ham. Undskyld, jeg råbte før. Vi var bare nødt til …” Han sukkede. “Hvad var det, du prøvede at sige til mig?”

“Ben er død.”

“Nej, noget med monstre?”

“Det var dr. West,” gispede Barbra og greb fat om hans

skuldre. “Han forvandlede dem til monstre. Min onkel og … Gerald.” Hun nikkede mod toiletdøren.

“Men-men de ligner da mennesker?” stammede Tom, et

øjeblik mere optaget af den unge blondines vilde, blå øjne lige ud for sit ansigt. Han rømmede sig. “Altså, syge mennesker, men alligevel.”

“Du så det selv,” sagde Barbra, nu mere bestemt. “Han

blev bidt af min onkel og døde. Men så … vågnede han op igen. Vågnede fra de døde. Fuldstændig forandret. Blodtørstig.”

“Blev bidt og vågnede fra de døde?” gentog Tom, halvt for

sig selv. “Shit, det er sgu da vaskeægte zom…”

En våd rallen bag dem bed resten af erkendelsen af. De

vendte sig rundt mod Ben, som stirrede op på dem med stive, brustne øjne og glubskt blottede tænder.

“Løb!” udbrød Tom og flåede Barbra med sig op ad gan-

gen, mens den bredskuldrede sikkerhedsvagt med rykvise bevægelser tårnede sig op bag dem.

I næste nu forsvandt blondinen med et hvin ud af Toms

greb. Han snurrede omkring og så hende ligge på gulvet med

hænderne om sin ene ankel. Ved siden af lå hendes ene sko med hælen knækket af. Bag hende kom Ben farende og kastede sig over hende.

Barbra skreg og stemte armene mod skuldrene på forføl-

geren, der pressede hende i gulvet. Hun klemte øjnene og munden i og kastede med små klynk hovedet fra side til side under strømmen af savl og blod fra den åbne mund og hals.

“Slip hende!” skreg Tom og sparkede Ben et par gange i

hovedet, hvilket dog ikke lod til at gøre videre indtryk på manden. Teenageren slyngede i stedet sine spinkle arme om vagtens hals bagfra og trak til af alle kræfter. “For pokker … Hjælp!”

“Hey, mester, slap lige af!” råbte nogen bag Tom. En kraf-

tigt bygget, skaldet latino i hvid skjorte og med et hvidt forklæde om livet, sikkert stedets kok, kom løbende til og hjalp ham med at hale i vagten. “Slip damen, ikke?”

Hun kantede sig baglæns ud under Ben, der dog fik ved

udskæringen i skjorteblusen og flåede til, så de øverste knapper sprang af og blottede hendes barm yderligere.

“Ben, nej!” udbrød Barbra indigneret og slog en arm op

foran brystet, mens hun sparkede sin anden sko af mod hans hoved.

“Pas på hans tænder!” advarede Tom kokken, der et øje-

blik var lidt for optaget af blondinens kavalergang.

Men for sent; Ben bed sig fast i hans underarm.

Kokken flåede den brølende til sig, og Ben hvirvlede med

rundt og fløj i stedet i struben på ham. I et hårdt ryk rev tænderne gennem kødet og bredte en rød løber af blod ned over mandens hvide antræk.

“Fuck!” gispede Tom og trådte baglæns ind mod væggen.

Ben så op på ham fra kokken, som rallende sank om på

gulvet med blodet pumpende fra halsen. Så fik et rædselsskrig fra den anden ende af gangen vagten til at dreje hovedet.

Tom udnyttede distraktionen til at hive Barbra med sig

videre. “Kom, kom, kom, vi kan ikke gøre mere for ham …”

Zombier. Vaskeægte fucking zombier!

“… og om lidt er han også en af dem!”

kapitel

4 De gled omkring det første og bedste hjørne, hvor Tom flåede i håndtaget på den første og bedste dør. Den var selvfølgelig låst. Han fumlede sit nøglekort frem fra lommen – kunne allerede høre Ben komme ravende – og kørte det gennem læseren. Til hans lettelse skiftede lyset i den med et lille klik fra rødt til grønt. Han pressede håndtaget ned og kastede sig mod døren. Tom så forfølgeren runde hjørnet, idet han væltede ind i mørket med Barbra oven på sig. Han sparkede panisk døren i med den ene fod og hørte låsen slå til med et velgørende klik, sekundet inden Ben bumpede mod døren. Endnu et bump fulgte, men uden Simkins’ målrettethed og kraft forinden.

Et øjeblik lå Tom bare stille. Den ene side af hans ansigt

var trykket mod et ru gulvtæppe, og hans ene arm var i klemme mellem ham og Barbra. Hendes fyldige bryster var presset mod hans ryg, og hendes varme ånde kildrede hans øre. En kildren, der gled ned syd for navlen. Havde det ikke været for det morderiske monster på den anden side af døren, var det lidt af en ønskesituation.

“Hvad laver han?” hviskede Barbra, da vagten ikke lod til

at fortsætte sine angreb på døren.

“Aner det ikke,” stønnede Tom og forsøgte at hale sin arm

fri.

Det gibbede i hende. “Åh, det var ikke meningen at mase

dig.” Hun skyndte sig at kravle af ham.

Selv om Tom reelt havde ligget elendigt, ærgrede det ham

alligevel en smule. Han satte sig op på gulvet ved siden af hende og lyttede.

“Kan du høre ham?” hviskede Barbra.

Et pludseligt, let bump mod døren fik hende til gribe

Toms arm og bore neglene i den, så han måtte undertrykke et smertensudbrud. I den smalle stribe lys under døren kunne de se skyggerne fra Bens fødder lige udenfor. Tom bed tænderne sammen, mens Barbra med et stadig fastere greb i hans arm trykkede sig ind til ham. Noget, der lød som fingre, gled raspende ned over døren. Skyggerne under den rørte på sig. Så, endelig, forsvandt de tilbage ad den vej, de var kommet, og lyden af

sjoskende skridt fortonede sig.

Tom kunne ikke længere holde et “av” tilbage og forsøgte

nænsomt at løsne Barbras fingre fra sin efterhånden noget medtagede arm.

“Åh, undskyld.” Hun skyndte sig at slippe ham.

“Det gør ikke noget, jeg er okay,” løj han og gned armen i

ly af mørket. “Hvor er vi egentlig henne?”

“Ingen anelse. Her er gulvtæppe. Så måske er det et mø-

delokale.”

Tom rejste sig op og famlede sig hen til døren, hvor han

lyttede. Der var ikke længere noget at høre.

“Hvad laver du?” spurgte hun og tilføjede hastigt: “Lad

være med at gå ud.”

“Jeg ville bare tænde noget lys. Mon ikke det er sikkert?”

Hans fingre fandt kontakten, og lys bredte sig. Barbra sad

på det mørkegrå gulvtæppe med knæene trukket op foran sig og sit hår og ansigt indsmurt i vagtens blod og savl. Som om lyset pludselig gjorde hende selvbevidst, gned hun sig over kinderne. Tom tvang blikket bort fra den ufrivilligt blottede kavalergang. Han burde vel egentlig trøste hende, men var ikke sikker på hvordan.

I årene efter farens død havde Tom sommetider fundet

moren i sofaen med et glas rødvin i hånden og ophovnede øjne. Så havde han sat sig ved siden af hende og bare holdt om hende. Det var nok. Og når Emma kom galt af sted, kunne det som

regel løses med at puste og sætte plaster på. Men ellers var det modsatte køn gyngende grund. Især når de så ud som Barbra.

I stedet for at tage sig af hende gik Tom rundt i rummet og

tog inventaret i nærmere øjesyn. Der var store gulvpotteplanter i hjørnerne, borde opstillet i en hestesko i den ene ende og et hvidt lærred i den anden. I loftet hang en projektor, og foran lærredet stod en stor hjernemodel i plast på et stativ. Dens forskellige dele var aftagelige ligesom organerne i de plast-torsoer, man anvendte til undervisning i skolerne. Fascineret løsnede han et par af delene.

“Jeg kendte Ben,” lød Barbras grødede stemme henne ved

indgangen.

Tom fik rykket noget forkert løs, og hele lortet raslede på

gulvet, hvor tæppet gudskelov tog af for larmen. Han puffede et stykke kæmpehjerne af den ene fod og vendte sig mod hende. “Ham derude?”

“Han plejede at flirte med mig,” sukkede hun. “Forsøgte

altid at invitere mig ud at spise.”

Men i dag var du selv på menuen.

Tom samlede en træpegepind op fra hjernens stativ. Den

lod desværre til at være det eneste brugbare i lokalet. Han svingede den skeptisk foran sig i luften og vendte tilbage til den chokerede kvinde. Hun stirrede tomt frem for sig og kørte igen og igen fingrene igennem sit hår i et forsøg på at gnide blodet bort, som om det kunne spole tiden tilbage.

“Er du videnskabsm… kvinde? Hvad hedder det?” spurgte

han. “Professor?”

Hun rystede på hovedet. “Bare assistent.”

“Det skal du ikke være ked af,” forsøgte han med et op-

muntrende smil. “Jeg er bare rengøringshjælp. Og endda kun i ferien.”

Barbra lo kort, og lyden gjorde Tom så varm indvendig, at

han heller ikke selv kunne undertrykke et lille grin. “Jeg hedder forresten Tom.”

“Barb… Nåh, det ved du jo allerede.” Hendes ansigt blev

igen alvorligt. “Jeg var assistent for dr. West. En videnskabsmand her på instituttet. Men jeg hjalp ham altså ikke med at lave de tingester derude …”

“Zombier,” rettede Tom hende.

Barbra glippede med øjnene. “Undskyld?”

“De er zombier. Folk, der er genopstået fra de døde på

grund af en virus og forsøger at æde de levende. De smitter gennem bid og kan kun standses ved at ødelægge hjernen eller fjerne hovedet,” opremsede han og viftede med pegepinden i retning af døren.

Det slog ham, at det burde bringe ham mere ud af fatning,

hvad han faktisk stod og konstaterede i ramme alvor. Den slags skete jo for helvede ikke. Men det havde han jo så lige set, det gjorde. Og selv om situationen var helt fucked up, føltes det på en eller anden underlig måde rart at sige højt. Som om univer-

set af vanvare havde tabt bolden ind på hans banehalvdel og nu afventede en serv. Uanset hvor ubehjælpelig.

“Zombier …” Barbra smagte på ordet og syntes mere un-

drende end afvisende. Hun havde trods alt også selv lige oplevet dem i levende live. Eller hvad det nu hed for sådan nogles vedkommende. “Hvor ved du sådan noget fra?”

‘Jo, ser du, jeg bruger al min fritid på at se film og spille

spil i en kælder sammen med mine venner …’

Nej, det duede sgu ikke.

“Jeg … læser en del. Videnskabelige artikler på nettet og

sådan,” sagde Tom i stedet. “Blandt andet om den her virus, som vækker folk fra de døde.”

Hun kørte en hånd ned over sit ansigt og virkede pludselig

blegere. “Vent, alt det blod og spyt …” næsten hviskede hun. “Du tror vel ikke, jeg kan være blevet …?”

Tom stirrede et øjeblik på hende. Alt var gået så hurtigt,

at tanken slet ikke havde strejfet ham, før hun selv sagde det. Så sank han en klump og knælede foran hende.

“Lad mig se.” Med hænderne om hendes ansigt afsøgte

han det med en doktors saglige blik for sår og rifter, savlet og blodet kunne være trængt igennem, og de blå øjne for … han var ikke sikker på hvad.

Det var langt fra sikkert, det fungerede som i filmene, og

han følte da også et stik af dårlig samvittighed over at kloge sig på virussen. Men da hun så på ham, som om han kendte svaret,

var det sidste, han ønskede, at skuffe hende.

“Det ser godt ud,” konstaterede han fåret og rømmede sig,

idet han slap hende. “Altså okay. Det ser okay ud. Du kan være rolig.”

“Er du sikker?”

Han nikkede hurtigt.

“Åh, gudskelov,” sukkede hun, men virkede nu stadig

trykket.

“Du … føler dig da heller ikke syg, vel?” spurgte Tom og

gjorde sit bedste for at undertrykke tvivlen i sin egen stemme.

Barbra rystede let på hovedet. Så fortrak hendes ansigt sig

i gråd, og hun begravede det i hænderne.

“Heeey.” Tom greb hende blidt om skuldrene. “Vi er i live.

Vi klarede den.”

“Onkel Hal,” græd hun. “Det var min skyld, han-han …”

“Ham i det grå jakkesæt? Nej, nej. Der var ikke noget at

stille op. Han var ikke længere din onkel.”

“Men det var på grund af mig, han gik til dr. West.” Hun

så tårevædet op fra hænderne. “Jeg fortalte min onkel om eksperimenterne. Han sidder … sad i direktionen. Dr. West var blevet mere og mere grov over for mig. Fyrede mig til sidst. Så min onkel ville tale med ham. Jeg bad ham lade være, men han ville ikke lytte. Og da han så ikke kom tilbage …” Hun rystede på hovedet og begravede atter ansigtet i hænderne. “Åh gud, jeg tør ikke engang tænke på, hvad manden gjorde ved ham.”

Tom trak hende kejtet ind til sig. “Så,” hviskede han, over-

raskende mere ubekvem ved kvindens gråd end ved de blodtørstige zombier forinden. Det gibbede i ham, da Barbras hænder i det samme gled omkring ham. Hun begravede hulkende ansigtet ved hans skulder, og han strøg hende med en kejtet hånd over det bløde, velduftende hår. “Så, så, intet af det er din skyld. Det er den forbandede dr. West.”

Han mærkede igen den uvante nærhed vække noget mel-

lem sine ben. For helvede, han var i færd med at trøste kvinden. Den kunne da ikke begynde på det her nu. Det måtte den simpelt hen ikke.

Men det gjorde den.

Han lukkede øjnene og tvang sig til at fokusere på, den-

gang gamle Greta trods alle sine forbistrede låse havde glemt at dreje nøglen til badeværelset. Tom var uforvarende trådt ind og havde i et akavet sekund bare stået som naglet til stedet foran den nøgne, gamle dame. En række eder og forbandelser senere var Gretas tilværelse fortsat uforandret. For ham havde øjeblikket til gengæld lagret sig dybt og uudsletteligt på den indre harddisk. Han havde sågar haft et par reelle mareridt på den konto. Men mod et teenage-organ, der i tide og utide reagerede uden hensyn til hans vilje, var det dog en yderst effektiv kur. Den begyndende hårdhed i hans bukser var allerede igen aftagende.

“Vi skal nok stoppe det.”

Barbra snøftede kraftigt og så op på ham med store, for-

grædte øjne. “Os?”

Det gik op for Tom, han havde tænkt det sidste højt.

Som om han på nogen måde var en handlingens mand, og

det her et skide videospil. Okay, så de var sluppet helskindet fra mødet med de par zombier forinden, men det var sgu da mere held end forstand. Og nu sad han mere eller mindre og lovede hende at se det til ende. Hende den lækre, barmfagre kvinde i hans favn med blikket fæstnet til hans og de let adskilte læber inden for kysseafstand.

“Jaeh …” nikkede autopiloten ufortrødent og fyrede yder-

ligere en dunk benzin på bålet: “Nogen er jo nødt til at gøre noget. Og eftersom vi er de eneste, der ved, hvad her foregår, må det blive os.”

Og ærligt talt føltes det forbandet godt at sige. Stærkt.

Helteagtigt.

Et øjeblik så de bare hinanden i øjnene. Tom svælgede

og fugtede sine læber, og hårdheden i hans bukser antydede et comeback. Hvis Barbra kyssede ham nu, kunne gamle Greta godt fucke ad helvede til. Han var ved at lukke øjnene, som folk altid gjorde på film, da blondinens arme gled fra ham, og hendes ord brød magien:

“Er du fra forstanden?”

“Øh?” Han plirrede med øjnene og rettede sig op. “Jeg

troede …”

“Hør, du er en sød dreng, Tom, og jeg sætter virkelig pris

på det. Men os to?” Hun slog ud med hænderne. “Vi kan da ikke klare de zombier. Det kunne Ben ikke engang. Så lad os hellere overlade det til politiet.”

En sød dreng?! Tom fik røde ører. Uanset hvad det præcis

betød, havde hun lige vejet hans spinkle teenage-krop og fundet den for let til andet end at sidde med hænderne i skødet, mens mere egnede emner klarede skærene.

Han havde for første gang følt et sus af kontrol uden for

spilskærmen. Af styrke. Overvundet en trussel, beskyttet et andet menneske. Sågar et medlem af det modsatte køn, som hverken havde ignoreret, hånleet eller himlet med øjnene ad ham, men lyttet til ham og søgt trøst i hans favn. Om det så bare var, fordi han var den eneste, der var der på det tidspunkt.

Og alt det ville virkelighedens store, stærke specialenhed

så rykke ind og knuse under deres store, stærke støvler. Fratage Toms handlinger deres betydning og reducere ham til blot endnu en hjælpeløs statist, de reddede ud. Hjemme i kælderen ville Jack grinende sidde klar med flere bollebevægelser på skærmen. Singh-Singh ville stadig være klogere og vigtigere. Efter sommerferien ville livet falde tilbage i den samme, ulidelige trummerum på Virgin Valley High. Og ingen ville hverken vide eller tro, der gemte sig mere i Tom, end hans sølle statur gav indtryk af.

Det ville være dét.

Men dét var Tom ikke klar til. Han skubbede fornuften i

baggrunden og klamrede sig febrilsk til den smule stolthed, han forinden havde oparbejdet.

“Hey, jeg kan altså noget kampsport,” erklærede han al-

vorligt uden dog at gå i detaljer med, hvordan en brækket ankel havde endt ninjakarrieren efter blot to en halv lektion i den lokale karateklub. “Vi klarede da ham Simkins tidligere. Det var ikke … så svært. Og vi slap også fra Ben.”

“Kun med ham den andens hjælp,” indvendte Barbra med

rynkede bryn. “Og den stakkel blev også smittet. Hvem ved, hvor mange de har bidt siden?” Hun slog en hånd for munden. “Åh nej, Liebermann-konferencen …”

“Lieber-hvad-for-en-fisk?”

“Liebermann-konferencen,” gentog hun og fortsatte med

en tiltagende snert af utålmodighed i stemmen, da Tom fortsat lignede en, som lige var faldet ned fra månen: “Videnskabelig konference i den store sal. De må da have informeret rengøringen om den?”

“Nåh ja … klart.” Han rømmede sig. Curt havde vist vars-

let konferencen og det ekstra arbejde, den kunne medføre, en af de andre dage. Ikke lige, hvad Tom havde haft tanke på med først sin forpulede forsinkelse, så forpulede Paquita og nu, af alle ting, forpulede zombier. Det var selvfølgelig derfor, parkeringspladsen var så fyldt. For sit indre blik så han de levende døde vælte ind til de halvsovende akademikere og den stående,

skrigende buffet, der deraf fulgte.

“Det ville være en katastrofe,” gispede Barbra ud gennem

fingrene.

Der var Toms vinkel, hans stikord. Han sprang op og slog

pegepinden ned i hånden. “Og derfor har vi ikke tid til at vente på hjælp: De skal advares, og smitten skal stoppes – før den kommer ud af kontrol!”

Stop dit mundlort, før dét kommer ud af kontrol! rasede

fornuftens stemme et sted i baghovedet. Du har alligevel hverken en chance med hende eller mod dem derude. Protesterne ophørte dog omgående ved noget, han tolkede som et beundrende blik fra Barbra.

“Men hvad, hvis vi støder på flere dem?” spurgte hun.

Tom skød det pludseligt svulmende fuglebryst frem og

lagde en beslutsom hånd på dørhåndtaget.

“Ham Ben efterlod en pistol, ikke sandt?”

kapitel

5 Tom åbnede forsigtigt døren på klem og lyttede. Der var ikke umiddelbart noget at høre. Han lænede sig ud i gangen og spejdede til begge sider, før han vinkede Barbra med sig. Med pegepinden knuget i begge hænder som en anden wannabe-samurai førte han an. Han havde tilbudt hende våbnet, men hun afviste det. Han ønskede at tro, det var, fordi hun fandt ham bedst egnet til at forsvare dem. Mens hendes åndedræt åbenlyst bævede, gjorde han sig selv umage med at trække vejret dæmpet, så hun ikke bemærkede, hvor nervøs også han var.

Inden de forlod deres skjul, havde han følt sig opsat på at

vise hende, han kunne klare det hele. Men for hver lyd, der nåede dem, svandt en lille bid af det mod. Når alt kom til alt, ville

den fesne pind nok hverken gøre fra eller til, hvis de pludselig stødte på en af zombierne.

Heldigvis lå gangene stille hen mellem dem og deres mål.

“Den ligger der stadig,” hviskede han og pegede med pin-

den på skydevåbnets sorte vinkelform i blodpølen længere henne ad gangen.

Barbra virkede dog mere optaget af sin onkel, som også

stadig lå der – bare med hjernen spredt ud over gulvet. “V-vi burde flytte onkel Hal,” sagde hun stille og skærmede for synet med den ene hånd. “Jeg kan ikke lide, han bare skal ligge på den måde.”

Tom valgte i første omgang at overhøre det. Zombien

havde måske nok fået hjernen blæst ud og var vel teknisk set dobbelt så død som et almindeligt lig. Det betød dog ikke, han af den grund følte nogen trang til at slæbe rundt på den. Skyndsomt tilbagelagde han det sidste stykke hen til Bens pistol, lagde pegepinden fra sig og samlede forsigtigt skydevåbnet op.

Han vejede pistolen i hånden. Den var overraskende

tung, og skæftet var klistret af blod. Alligevel føltes det godt at holde den. Ikke bare betryggende, men ligefrem bestyrkende. Han havde haft en snert af følelsen, når han legede med hardball-skydevåben, men dét var en fantasi. Dette var den ægte vare. Han slog med ærefrygt sikringen til og trykkede magasinet ud. I åbningen øverst var i hvert fald et par patroner synlige. Så langt, så godt. Han skubbede det med et metallisk klik tilbage og

holdt smilende våbnet op.

“Sådan, der er stadig patroner i.”

Begejstringen lod ikke umiddelbart til at smitte af på Bar-

bra, der med et fortabt blik trykkede sig mod væggen over sin døde onkel. Tom så fra kvinden til pistolen i sin hånd og tilbage igen. Hvis han ikke kunne trøste hende, kunne han måske i det mindste gøre hende tryggere. Han trådte over til hende.

“Hør,” sagde han og rakte hende pistolen med skæftet

først og løbet nedad. “Hvad med, du tager den her?”

“M-mig?” Hun rystede let på hovedet. “Men jeg aner jo

ikke, hvordan man bruger sådan en.”

“Det er meget ligetil,” smilede Tom opmuntrende og tog

blidt ved under hendes tøvende hånd, før han lagde våbnet i den. Hånden var glat og kølig, og han følte et lille sug i maven ved fornemmelsen. Han nikkede mod pistolen. “Du ved selvfølgelig det grundlæggende: Peg med løbet, klem aftrækkeren i bund.”

“Hvor er den tung. Den kan ikke pludselig gå af, mens vi

står sådan med den, vel?”

“Nej, for jeg har slået sikringen til. Her. Du skal bare vippe

den op, før du skyder.” Stadig med den ene hånd under hendes udpegede han med den anden sikringen. Fortsatte derpå videre til våbnets øvrige bestanddele. “Her trykker du magasinet ud, og du lader ved at trække slæden foroven hårdt tilbage. Men den lader til at være semiautomatisk, så den skubber selv den næste

patron op, når du skyder. Du skal bare holde godt fast, for det rykker sikkert i den.”

Hun plirrede med øjnene. “Hvor ved du alt det her fra?”

“Jeg har leget med sådan nogle hardball-pistoler,” svare-

de Tom ærligt. “Modeller, du ved. Ikke en som den her, men princippet er det samme. Og så actionfilm, skydespil, internet, den slags.” Han trak på skuldrene og smilede forlegent. “Troede ærlig talt aldrig, det var noget, jeg ville få brug for.”

“Nej, det er …” Barbra sukkede. “… fuldstændig skørt.”

Hun trak sin hånd ud af hans og vendte våbnet frem og tilbage foran sig. “Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at den her pistol dræbte ham.”

“Din onkel? Han var allerede død, Barbra. Det gør mig

ondt, men … om noget gav den ham fred.”

Barbra så op fra våbnet. “Tror du?”

“100. Du så dem. At være zombie er ikke noget liv. Tvært-

imod, faktisk.”

Hun nikkede tankefuldt og sendte ham så et forsigtigt

smil. “Tak, Tom.”

Det varmede han sig på, da han atter samlede sin ånds-

svage pegepind op.

“Godt,” sagde han. “Hvis vi går igennem kantinen, kan vi

advare Paquita.”

“Paquita?”

“Total bitch. Men alle på mit hold er nogle douchebags.

Og det ville jeg også selv være, hvis jeg ikke advarede hende.”

Han lagde an til at gå, men Barbra greb hans arm.

“Hov, hvad med onkel Hal?”

Han så på den døde skikkelse på gulvet og rynkede pan-

den. “Jeg er bange for, vi ikke har tid til at gemme ham af vejen. Og så længe han ligger dér, kan vi da håbe på, det alarmerer nogen.”

“Det er min onkel!” udbrød Barbra i en tone, der syntes

mere fortvivlet end vred. Hun sænkede dog straks stemmen, da Simkins bankede mod den anden side af toiletdøren. “Hvad, hvis det var din onkel? Ville du så også bare lade ham ligge som et stykke kasseret kød?”

Tom tænkte på sin ulidelige onkel Bobby fra Reno med

cowboyhatten og bakkenbarterne. Manden plejede at forpeste familiefesterne ved at drikke for meget, blive højrøstet og plage sine nevøer med lammere, hestebid og skipperbryst. Teenageren trak på skuldrene.

“Kom nu, vi kan ikke efterlade ham sådan,” plagede Bar-

bra og lagde pistolen fra sig, idet hun gik ned i knæ og tog fat under sin onkels knæhaser.

Tom sukkede og overgav sig. Med det hun allerede havde

stået model til i aften, nænnede han ikke andet. Da han bugserede onkel Hals slatne overkrop op i favnen, kom han uvægerligt til at skære ansigt ved både synet og lugten, der pludselig kom alt for tæt på. En dunst af prut trængte gennem blodets jernlugt.

Tom havde godt hørt, nogle mennesker sked i bukserne, når de døde.

“Hvad er der?” spurgte Barbra.

“Ikke noget,” svarede han og prøvede at camouflere sin

grimasse som anstrengelse. Han så ingen grund til at føje denne detalje til hendes onkels allerede udfordrede eftermæle.

“Okay, skal vi løfte på tre?”

Tom nikkede og hankede op i liget.

De talte i kor: “En … to …”

“Vent,” bed Tom tællingen af, mens Barbra over for ham

nåede tre og løftede op i benene.

“Hvad nu?”

Han tyssede og så sig over skulderen. Den var god nok. En

svag piben lød et sted bag ham. At dømme efter Barbras alarmerede udtryk havde hun også opfanget det nu.

“Det kommer nærmere,” hviskede han og slap den døde

mand for at samle pegepinden op.

Over for ham skiftede Barbra også onklens ben ud med pi-

stolen. Sammen gled de ind på gangen til kantinen og skævede forsigtigt om hjørnet.

Længere oppe ad gangen kom en heldragtklædt mands-

skikkelse skubbende med en rengøringsvogn foran sig. Det var tilsyneladende dens hjul, der peb efter smørelse. Et hurtigt blik på førerens voksagtige ansigt og brustne blik afslørede til gengæld, at det for længst var for sent at gøre noget for ham.

Tom og Barbra trak hovederne til sig og vekslede et un-

drende blik, før de i takt med den tiltagende piben trak sig længere ind i gangen. Inde på den anden side af væggen bumpede Simkins atter uroligt mod toiletdøren.

Hvad i alverden var det her for en tingest? Afgjort ikke

noget, der hørte til i de levendes rækker. Men den var heller ikke så primitiv som de andre, som ikke engang lod til at kunne anvende dørhåndtag. Det betød dog langtfra, at de havde lyst til at hilse på den. Måske faktisk tværtimod. Tom strammede grebet om pegepinden og savnede nu for alvor den pistol, Barbra tøvende rettede mod hjørnet. Eller for den sags skyld bare moppen, der blokerede toiletdøren. Men det var for sent at nå den.

I næste nu nåede zombien frem til onkel Hal med vognen

og standsede op, hvor gangene mødtes. Uden at ænse Tom og Barbra bøjede den sig over det døde, skamskudte legeme, løftede det ubesværet op og slængte det som en kludedukke hen over rengøringsvognen.

Barbra åbnede munden, men nåede ikke mere end et for-

urettet gisp, før Tom lagde hånden over den og holdt en pegefinger op for sine egne læber. Hans egen tur til at spærre munden op fulgte dog umiddelbart efter, da zombien greb en gulvmoppe og spand fra vognen og gik i gang med at vaske det blodige gulv.

Himmelfaldne betragtede de den heldragtklædte udøde

køre moppen gennem svineriet og langsomt følge blodsporet

tilbage mod hjørnet, hvorfra det var kommet.

“Nu har jeg sgu set dét med,” hviskede Tom og vinkede til

Barbra om at følge med sig. “Lad os komme væk, før den vender sig for at skylle moppen.”

I stedet trådte hun et skridt ned mod gangen, hvor zom-

bien intetanende drev moppen frem og tilbage gennem blodet. Med begge hænder om pistolen tog hun sigte, men løbet blev hængende dirrende og ubeslutsomt i luften.

Tom lagde en blid hånd på hendes ene arm og hviskede

indtrængende: “Barbra, please.”

“Den tager min onkel.”

“Det er for sent at redde ham. Lad os gemme patronerne

og se at advare de andre.”

Med et lille suk sænkede hun våbnet og listede med ham

mod glasdørene for enden af den korte gang.

“Hvad gik dét lige ud på?” hviskede hun med gentagne

blikke tilbage over skulderen. “Var det også en af dem? Og hvad ville den med onkel Hal?”

“Tja, enten har vi lige mødt verdens mest huslige zom-

bie, eller også forsøger den at slette sporene efter det, der skete. Man skulle næsten tro, nogen kontrollerer dem …”

kapitel

6 Kantinens rækker af borde og stole stod tomme hen, og et ståljalousi var rullet ned for betjeningsskranken til køkkenet. På langsiden overfor vendte store vinduer ud mod en flisebelagt gårdhave. I dagtimerne var udsigten utvivlsomt både nydelig og afslappende. Med mørket udenfor og zombier løs på matriklen var der dog klart mere paranoia end panorama over vinduerne. Engang var Tom på vej gennem en ildevarslende stille korridor i et af Evil Residents-spillene, da vinduerne pludselig sprængtes, og …

“Der står en maskine,” hviskede Barbra.

Han løsrev blikket fra de mørke ruder og fulgte hendes

pegefinger mod den anden ende af rummet, hvor det slog et knæk. Foran buffet-øen stod en gulvvaskemaskine tilsyneladende efterladt. Efter al sandsynlighed Paquitas, men han skulle ikke nyde noget af at kalde på hende. Fra et sted rundt om hjørnet nåede en dæmpet skramlen nu hans ører. Han vinkede Barbra med sig, og med hovederne holdt lavt og våbnene klar gled de frem mellem bordene.

Som de nærmede sig knækket, blev lydene voldsommere

og mere mangfoldige. De omfattede nu også en umiskendelig stønnen, som syntes mere dyrisk end menneskelig. I sit stille sind beredte Tom sig på at stå ansigt til ansigt med den bistre latinas nok nogenlunde lige så omgængelige zombieudgave. Bare med den forskel, at hun nu også bogstaveligt ville gå efter struben og bide hovedet af ham. Han sank spyttet en ekstra gang og standsede op. Bag ham standsede Barbra også og så afventende på ham.

“Spyt så ud, din forbandede lorteboks!” drævede en kendt

røst, som i hvert fald ikke var Paquitas.

Dét gav Tom modet til de afgørende skridt forbi hjørnet.

På den anden side kæmpede Ronnie en titanernes kamp

mod en af de automater, der stod opstillet mellem køkkendøren og kantinens anden indgang. Hans kraftige arme lå som grådige tentakler om den uhåndterlige klods, der hældede ud fra væggen. Inde i maskinen dinglede og vippede adskillige slikposer og chokoladebarer lystigt fra metalspiralerne.

Tom havde aldrig forestillet sig, han ligefrem kunne blive

lettet over at se det store bøvehoved. Alt andet lige var selv han dog et mere velkomment syn, end hvad de kom fra. Tom trådte frem og kaldte lavmælt: “Ronnie? Hey!”

Ronnie hørte dog intet, idet han som en anden rocker-

inkassator masede automaten tilbage i væggen. Blev fjolset sådan ved, ville larmen måske snart tiltrække andre, mindre velkomne typer. Tom listede sig længere frem og gjorde tegn til Barbra om at følge med. Da han kiggede igen, var Ronnie nede på knæ og havde presset sin ene arm ind gennem lågen nederst på maskinen. Så vidt Tom kunne se igennem ruden, var bøven imponerende tæt på at nå en Milky Way i nederste række.

“Ronnie?” forsøgte Tom igen og trådte frem mod ham.

Det gav et sæt i den store mand, og han så op.

“Batboy? Høhø, den her lorteboks åd sgu bare mine …

Hvad helvede, har du pisset i bukserne? Høhøhøhø!”

“Hvad?” Tom så ned ad sig selv. Han havde været optaget

af alt for meget andet til at tænke videre over de gennemblødte jeans. “Nej, det var bare sæbevand. Hør, Ronnie …”

“Indrøm bare, det var Chihuahuaen,” grinede Ronnie, sta-

dig med armen inde i automaten. “Jeg vidste godt, kællingen var ude af kontrol, men det er sgu alligevel første gang, hun ligefrem får en af de nye til at pisse i bukserne, høhøhø!”

“Jeg har ikke pisset i bukserne!” protesterede Tom højere,

end det var meningen, og så sig hurtigt omkring, idet han dæm-

pede stemmen: “Gider du ikke lige høre …”

“Næ, hov, hvem er dét sammen med dig?” Ronnie havde

nu bemærket den yndige, unge kvinde bag Tom og lyste op i et fjoget smil. Han kørte en rød lok på plads bag det ene øre med sin frie hånd og rakte den frem mod hende. “Høhø, hej, jeg hedder Ronnie.”

“Barbra.” Hun løftede den ene hånd til et forsigtigt vink.

Tom stod i vejen for Ronnies udsyn til pistolen i hendes

anden hånd. At dømme efter, hvor bøvens blik befandt sig – og det var i hvert fald ikke på Barbras blå øjne – ville han dog næppe have opdaget våbnet alligevel. Han slikkede sig om munden og forsøgte at trække sin anden arm ud af automaten. Da det viste sig knap så ligetil som forventet, var Tom ikke hævet over at fryde sig en smule.

“Ja, altså,” stønnede Ronnie, “jeg ville jo gerne hilse rig-

tigt. Men jeg er lige i gang med noget … vedligeholdelse her.”

“Af dit blodsukker?” kunne Tom ikke dy sig for at tage til

genmæle.

“Af dit ansigt, hvis du ikke skrider, Pissboy,” bemærke-

de Ronnie lavmælt, før han genfandt det brede smil og vanlige stemmeleje. “Det var fint, du henviste den unge dame til mig, Tom. Fortsæt nu bare med dine opgaver, så skal jeg nok tage mig af hende herfra.”

Han så på Barbra og skulle til at sige noget mere, da Tom

mistede tålmodigheden:

“Gider du lige høre efter i fem sekunder?! Vi er i fare! Her

foregår noget rigtig lort. En vagt har lige forsøgt at slå os ihjel, og nu render han måske rundt og spreder den virus, der fik ham til det. En zombievirus, Ronnie. Forpulede zombier, der kommer for at æde os! Folk dør og genopstår og dræber flere folk. Og vi er nødt til at advare Liebermann-konferencen, inden alle de mennesker også bliver smittet. Så få armen ud og kom med, okay?”

Et sekund stirrede Ronnie bare overrumplet på ham. Så

brast bøven i en skraldlatter, som rungede gennem den store kantine: “HØHØHØHØHØ!!! Er det derfor, du render rundt med den pind? Er det sådan en batpind, du kan redde os alle sammen fra de væmmelige zombier med, høhøhø?” Han så igen på Barbra og sagde i et overbærende tonefald: “Du skal altså bare ryste på hovedet ad ham. Han kan ikke selv gøre for det. Vi får et tilskud fra staten for at have ham, høhø.”

“Hvad f…? Hun var der selv, din idiot!” hvæsede Tom gen-

nem tænderne, pludselig for vred til at tage sig af, hvor meget større end han den anden var. Desuden sad bemeldte idiot stadig fast.

“A-hvad kaldte du mig? Tør du komme herhen og gentage

dét, lille ven?”

“Selvfølgelig ikke, det er sgu da ikke mig, der er idioten.

Jeg prøver bare at advare dig.”

“Mod fucking zombier, Tom! Kan du ikke selv høre, hvor-

dan det lyder? De findes sgu da ikke!” snerrede Ronnie med pegefingeren viftende ad ham og en ansigtskulør, der mere og mere matchede hårfarven. “Hvis du absolut skal bilde folk noget ind, så find på noget ordentligt. Ikke et eller andet overtroisk pis fra den dér alfeverden, du lever i!”

“Ronnie!” udbrød Barbra og trådte imellem dem med en

blid hånd på mandens skulder. Som ved et trylleslag ændredes bøvens holdning, mens han gloede op på hende. Hun holdt pistolen frem, så han kunne se den. “Tom fortæller sandheden. Vi må se at komme væk herfra.”

Ronnie snøftede og vinkede ad våbnet. “Må jeg lige se

den.”

“Lad være,” formanede Tom Barbra, som virrede med ho-

vedet mellem dem og trak pistolen til sig. “Han tager den bare, og så har vi intet at forsvare os med, når vi går videre.”

“Gu’ gør jeg røv. Jeg vil sgu da bare se, om den er ægte.”

“Selvfølgelig er den ægte. Hvorfor skulle vi rende rundt

med en legetøjspistol? Det var ham vagtens.”

“Ben,” supplerede Barbra ham.

“Ben,” gentog Tom med et nik.

Ronnie gned sin pande. “Jeg ved ikke, hvad I to har gang

i, Tom, eller hvordan du har fået hende med på det, men …”

Et fjernt skrig fik dem til at løfte hovederne. Flere fulgte,

og mellem dem lød skarpe smæld. Så fik en skurrende lyd lige i nærheden Tom og Barbra til at gøre omkring mod de store,

mørke vinduer, han for en stund helt havde glemt at bekymre sig om. Her gled kraftige jernskodder ovenfra i forholdsvis høj fart ned på ydersiden af glasset, indtil de med et hørbart “klonk” ramte bunden.

Tom syntes, han burde være lettet. Nu kom der i hvert fald

intet stort og væmmeligt brasende ind gennem ruden efter dem. I stedet fyldte en frygtelig anelse ham. Det gik op for ham, at de nu var fanget her sammen med zombierne.

“Okay, det her er officielt ikke sjovt længere,” stønnede

Ronnie og satte håndfladen mod automaten, idet han begyndte at slide armen til sig. “Hvad fanden har du lavet, Tom?”

“Jeg siger jo, det ikke er mig! Den er helt gal derude.”

“Det er en nødprocedure,” lød det spagt fra Barbra. “Hvis

nogen skulle forsøge at undslippe med materiale. Eller forsøge at trænge ind. Eller hvis vira eller bakterier fra forskningen skulle slippe ud herinde.”

De andre gloede dumt på hende.

“Hvad?” spurgte hun og rynkede brynene.

Tom skammede sig. Selvfølgelig vidste hun, der havde ar-

bejdet med forskningen, mere om stedet end de. Han ville sige et eller andet for at glatte ud, da et langtrukkent skrig lød lige i nærheden.

Kuløren, Ronnies ansigt forinden havde opnået, falmede

nu lige så hurtigt. “Jamen, hvad venter I så på? Hjælp mig her, for helvede!” Han sled nu så kraftigt i armen, at automaten var

tæt på at rykke med.

Tom vovede sig ned på knæ ved siden af ham og lagde

begge arme om hans skulder, idet han stemte en fod mod den store boks.

“Av for satan i helvede!” Ronnie stak Tom en syngende

flad, så teenageren røg på røven og tog sig til siden af hovedet. “Den bøjer sgu da ikke den vej, spasser!”

Barbra tyssede kraftigt og hævede pistolen mod glaspar-

tiet i den nærmeste ende af rummet. På den anden side af det kom Stan sjoskende og udløste automatdørene.

“Stan? Jeg sagde jo, du bare skulle fortsætte med …” Ron-

nie tav og stirrede vantro på den unge ferieafløsers hals og ene kind, der var flået til blods. På Tommy Hilfiger T-shirten, hvis udskæring lå halvvejs nede om den ene, blodige overarm. Og på fyrens ene hånd, som drev af blod og manglede halvdelen af fingrene. “Hov, hvad har du lavet, mand?”

“Det er ikke Stan!” Tom sprang svingende med pegepin-

den imellem de to, idet zombien satte i løb mod Ronnie. Han traf den hårdt over kinden, og den virrede med hovedet og sprang nu i stedet mod Tom. I en lynsnar reaktion parerede han med pegepinden mellem hænderne de snappende kæber, før han faldt bagover med modstanderen oven på sig. “Barbra?!”

“D-den vil ikke skyde!”

“Sikringen! På siden!” galpede Tom med zombiens tæn-

der skurrende mod pinden i hans strakte arme, mens dens hæn-

der famlede mod hans ansigt. I dens ene mundvig bristede den allerede skambidte kind langsomt mod træet.

Over ham trykkede Barbra med en blanding af undren og

fortrydelse magasinet ud af pistolen. Det landede med et hårdt, lille bump på gulvet for hendes fødder. “Nej, hov.”

“Den anden knap!”

“Ah,” lyste Barbra op. Hun nåede ikke mere end lige at

trykke sikringen fra, før et skud bragede ned i gulvet ved siden af Toms hoved og fik dem til at skrige forskrækket i munden på hinanden.

“Hva’, hvordan synes I selv, det går?” kom det tørt fra

Ronnie.

“Undskyld, undskyld,” peb hun i færd med at fumle maga-

sinet tilbage i pistolen.

“Gare gyd gen!” rallede Tom ud mellem et par af zombiens

fingre, der havde presset sig ind i hans mund.

“Nu vil den ikke igen!”

“Gen ga lades …” Tom vred harkende og spruttende, på

nippet til at kaste op, munden fri. “Den skal lades, fordi magasinet har været ude. Træk den øverste del hårdt tilbage. Som jeg viste dig!”

“Hvad fanden er det her? Et teambuilding-kursus?” vris-

sede Ronnie. “Giv mig den pistol!”

“Kan du lade den med én hånd, smarte?” vrissede Tom

tilbage. “Hun har ikke prøvet det før, okay?”

Med et kraftudbrud lykkedes det ham at skubbe Stan af

sig. Zombien rullede et par gange rundt og virrede med hovedet, før den i stedet sprang på Ronnie.

“Hey?!” Bøven var både langt større og stærkere end Stan,

men den fastklemte arm og posituren gjorde ham intet godt. Det lykkedes ham kun akkurat at få ved zombiens hals og holde den fra sin egen. “Skyd ham, for satan! Skyd!”

Tom fløj op og svingede atter pegepinden mod zombiens

hoved. Da dette i samme øjeblik gjorde et uventet kast, smældede slaget i stedet ind i Ronnies ansigt. Hans læber brast og skiltes i et højlydt udbrud, som afslørede, at et par tænder også var røget.

“Fuck, undskyld!” gispede Tom.

“Jeg har ombestemt mig – skyd Tom!” spruttede Ronnie,

mens han langsomt pressede Stan ud fra sig i strakt arm. Zombiens hoved virrede snerrende og bed i luften. “Han er sgu farligere end ham her!”

“Det var jo et uheld!” Tom knaldede demonstrativt pinden

så hårdt ned oven i knolden på zombien, at våbnet splintredes. Den lod sig imidlertid ikke mærke af det. “Du er et uheld!” hvæsede Ronnie, dog hverken for medtaget eller vred til at klemme et “høhø” ind efter konstateringen. “Men seriøst, lidt hjælp her?”

Barbra trådte frem og satte med den ene arm skærmen-

de for ansigtet den dirrende pistol mod hovedet på zombien.

Under hende nåede Ronnie lige at klemme øjnene i, før et par hurtige skud smældede mod den udøde ferieafløsers hoved og ind i automatens vindue bag det i en sky af blod og glasskår. Zombiens krop tumlede sidelæns ind i automaten og rev en stribe chokoladebarer med ned.

Barbra vaklede med skælvende åndedræt baglæns, hvor

Tom greb hende.

“Jeg fik den,” mumlede hun, snarere chokeret end lettet,

og så på Tom. “Jeg fik den.”

“Det gjorde du,” nikkede han medgivende og en smule

overrumplet.

“Og næsten også min hånd,” fnøs Ronnie og rystede den

blodtilsølede hånd foran sig. “Men det var sgu da rart, én af jer kunne finde ud af det.”

Tom ville indvende noget, som i stedet blev til et forskræk-

ket gisp, da Stans overkrop i et ryk hævede sig fra maskinen. Munden og hagen var blæst i smadder, og tænderne var borte. Nogle af dem klæbede, sammen med skår fra vinduet og en enkelt pakke pastiller, til den anden side af det smattede hoved.

“Den lever stadig!” skreg Ronnie vantro og pressede sin

ene hånd mod zombien, som med slaskende gummer forsøgte at gnave sig igennem hans brystkasse. “Fuck, hvor er det klamt! Få den væk, få den væk!”

Tom så fra zombien til Barbra. “Du ramte ikke hjernen!”

Hun hævede pistolen, men denne gang klikkede den blot

metallisk, mens slæden blev siddende tilbage over løbet.

“Shit,” stønnede Tom og greb Stans ankler, idet han hale-

de ham af Ronnie og på maven baglæns over gulvet. Under ham kastede zombien sig fra side til side for at komme fri. “Barbra, finder du lige en stol?”

Hun trak en ud fra det nærmeste bord og knaldede den

med et fast tag om stolebenene ned over hovedet på zombien. Så igen. Og en tredje gang. Den rørte stadig på sig og forsøgte nu at vride overkroppen omkring mod hende.

“Til at fiksere den,” uddybede Tom forsigtigt. “De her er

vist ikke hårde nok til det andet.”

Hun smilede forlegent og indfangede zombiens overkrop

og arme mellem stolens sæde og ryg, før Tom kravlede ovenpå. Under møblet ormede zombien sig rundt.

“Hey?!” påkaldte Ronnie sig i det samme deres opmærk-

somhed. Han sad stadig foran automaten, men havde nu endelig fået armen fri. I hånden holdt han den eftertragtede og lettere bloddryppende Milky Way op over hovedet. “Se, hvad jeg fik, høhø!”

Tom skulle til at bande ad ham, da den blodmarinerede

kok fra tidligere rundede hjørnet og satte i løb mod bøven.

“Ronnie!” skreg de to andre i munden på hinanden, men

zombien var allerede over ham.

Med en våd knasen bed den sig fast midt i hans ansigt, og

et langt, isnende vræl fyldte det store rum.

100

101

102

kapitel

7 Stadig vrælende og med blodet silende ned over sit underansigt gik Ronnie til modangreb. Han tog fat om zombiens skaldede hoved med begge hænder og pressede tommelfingrene mod dens øjne. Først da fingrene sank i til første led, slap dens kæber ham.

”Min næse! Svinet bed ma sa’me!” spruttede han og pres-

sede dens hoved bagover, mens han kæmpede sig op at stå. Han masede den baglæns ind i automaten, holdt ved maskinens øvre kant og stampede igen og igen mod zombiens bryst med skosålen. ”DØØØ!”

”Du skal smadre dens hoved,” sagde Tom, mens den om-

103

vendte stol under ham bølgede i takt med Stans anstrengelser for at mave sig fri. “Det er det eneste, der virker på zombier.”

“Zobbier? Rend ma’ i røven! Hvor fanden er bandagerne

så henne?!”

“På mumier,” sukkede Tom.

“Whatebber, giv mig pistonen, så er han færdig bed at

være noget som henst,” snerrede Ronnie vådt og sendte en mørkerød spytklat i hovedet på modstanderen, før han så sig over skulderen.

“Den løb tør for ...” Det gibbede i Tom ved synet af det

blodige, trekantede hul midt i bøvens ansigt.

Barbra slog hænderne op for ansigtet og udstødte et lille

skrig af forskrækkelse gennem dem.

“Va’?” snøvlede han, så røde bobler stod ud af hullet. “Er

det snemt?”

“Øh, d-det er sådan … relativt …” trak Tom på det.

Ronnie tog den ene hånd op til ansigtet. Så udstødte han

også selv et lille skrig. “Min næse mangner, spasser! Hvordan henvede er det ’renativt’?!”

Det var kun et øjebliks uopmærksomhed, men nok til, at

zombien kunne møve sig fri af automaten og i blinde bide sig fast i brystet på Ronnie. Bøven vrælede igen og hamrede af al kraft sine foldede skinkenæver ned over nakken på den. Med en luns af undertrøjen – og muligvis også hans ene brystvorte – mellem tænderne røg den i gulvet, hvor han med et primalskrig

104

begyndte at stampe på dens hoved.

“For pokker, Ronnie, dæmp dig nu, før …”

“Der kommer flere!” på én gang afbrød og fuldendte Bar-

bra Toms sætning.

Mellem bordene kantede en midaldrende, asiatisk kvin-

de iført gule gummihandsker og et blodigt forklæde sig hastigt frem mod dem. Bag hende fulgte en bekendt mandsskikkelse i vagtuniform.

“Åh nej,” gispede Barbra. “Det er Ben.”

“Shit.” Tom så op på Barbra. “Kan du holde Stan her?”

Hun nikkede, selv om øjnene lyste af både frygt og tvivl.

“Godt – nu!”

Han sprang af, og hun tog skyndsomt over, mens Stan

som en anden rodeohingst forsøgte at ryste hende af sadlen. I farten greb Tom en ny stol og vædrede køkkenarbejderen mellem stolebenene. Allerede inden den lille kvindeskikkelse ramte gulvet, svingede Tom møblet videre mod Ben. Det ramte med et hult “klonk” zombiens ansigt og sendte den et skridt baglæns.

“Ronnie, vi har gæster!”

Ronnie så op fra kokkens skaldede hoved, som var endt i

en unaturlig vinkel og form. Zombiens ene fod gibbede en smule, men resten af den lå endelig stille. I stedet for at ile Tom til hjælp, blev bøven dog stående som lamslået.

“Ronnie!?” gentog Tom med stolen mellem sig selv og

Ben, som han steppede rundt om for at undgå køkkendamens

105

ivrige hænder. Et hvin fra Barbra fik ham til at se sig over skulderen. Stan havde fået den ene arm fri og havde fat i hendes venstre skinneben. Toms blik flakkede febrilsk mellem hende og Ronnie.

“Fuck det, jeg er sgu bnevet bidt nok i dag,” stønnede

den store bøv hovedrystende og tog et par skridt baglæns mod glaspartiet for enden af rummet. Idet han gjorde omkring mod det, trådte Curt med et blankt udtryk ind ad døråbningen. Under holdlederens hage flaprede huden i blodige strimler. “Årh nej, boss …”

Så angreb zombien. Ronnie tog fat om dens skuldre og

slyngede den med et hult rabalder mod en sodavandsautomat ved siden af den ramponerede slikautomat. Med et sagte bump rullede en dåsecola ud i åbningen nederst på maskinen.

En skambidt Janet fulgte allerede lederen gennem døren.

Kvindens kæbe var et åbent sår, og læberne var flået af som efter et grufuldt kys, så tænderne lå blottede. Da Janet satte i løb, sendte Ronnie med et hårdt skub Curt i hovedet på ferieafløseren, og de to zombier tumlede hen over hinanden.

Bag dem sluttede en karseklippet sikkerhedsvagt med

mørkt fuldskæg sig til festen.

“De vænter ind fra begge sider!”

“Køkkenet!” foreslog Tom og pressede stolesædet mod

Bens ansigt, mens han med blikket afsøgte zombiens bælte for noget brugbart.

106

Pistolhylstret var selvsagt tomt, men en robust udseende

stavlygte dinglede fra en anden holder i bæltet. Ud af øjenkrogen så han Ronnie holde Curt ud fra sig som et skjold mod de andre zombier, mens hans anden hånd famlede i baglommen.

Tom slap det ene stoleben for at gribe efter lygten, da køk-

kendamen tog fat i hans underarm. Han skubbede zombien fra sig og mistede det sidste tag om stolen, som larmende landede mellem ham og Ben. Sikkerhedsvagten spærrede munden op og forsøgte at slynge armene omkring ham. Selv om der ikke var gået nogen atlet tabt i Tom, var han dog hurtigere. Han kastede sig sidelæns ind over det nærmeste bord og tumlede ned på den anden side.

Køkkendamen var desværre ikke sen til at kravle under

det. Rædselsslagen krabbede Tom sig baglæns på hæle og håndflader, mens zombien fulgte efter med blottede tænder. Til Toms held masede Ben samtidig den mere direkte vej efter ham: mod bordet. Det fik overbalance og bankede sammen med vagten ned over køkkendamens lænd. Den fastklemte kvinde hvæsede og fægtede med armene for at nå Tom, der i al hast trak benene til sig og sprang op igen.

Midt i al tumulten var Bens lygte gledet ud af bæltet og

landet på gulvet. Tom samlede den op og knaldede zombien en over hovedet med skaftet, da den forsøgte at tage fat i hans arm. Det forvirrede den nok til at give ham en åbning. Og ikke et øjeblik for tidligt. Fra den ende af lokalet, hvor Tom og Barbra var

107

kommet ind, gungrede en matrone med hornbriller og forklæde mod ham.

“Kob så!” kaldte Ronnie, som havde åbnet køkkendøren

og stod med en fod indenfor. Med den ene hånd om halsen på Curt og den anden om halsen på sikkerhedsvagten bankede han de tos hoveder mod hinanden. Umiddelbart overskudsagtigt, men trætheden var at spore i hans udtryk.

Hvor hurtigt virkede virussen på de levende?

“Vi skal have Barbra med!” Tom sprang mod blondinen,

som havde vristet sit ben fri fra Stan, men stadig kæmpede for at holde zombien nede. “Bare løb, jeg har ham.”

“Det var sgu da hende, jeg mente!” smaskede Ronnie bag

ham, idet Barbra sprang op og satte kurs mod køkkenet. “Herind, smukke, jeg ska’ nok honde dem.”

Pludselig usikker drejede Tom hovedet efter hende.

Var de virkelig ved at isolere sig med en smittet Ronnie?

Og var Tom for den sags skyld overhovedet inviteret?

I det sekund tankerne tog om at passere, trak Stan hans

ene ben til sig og bed sammen om det. Det var bare gummer, ikke andet, men fornemmelsen fik Toms hjerte til at springe mere end ét slag over. Han rykkede sig med et forskrækket udbrud fri og stampede på zombiens hoved med foden. Et smæld fik ham til at se op på køkkendøren, der var smækket i foran ham og zombierne. Og på matronen, som nu fór på ham med fremstrakte arme.

108

Tom veg til siden og slog lygten mod den store dames

næseryg, hvor brillestellet knækkede. Zombien virrede med hovedet, men uden at gå omkuld. Ved døren til køkkenet vendte Janet sig mod ham, og ved siden af ham var Stan allerede ved at komme op igen. Med et hug fra lygten sendte Tom den krølhårede fyr tilbage i gulvet og trak om bag den tomme buffet-ø.

Han kom rundt på den anden side af den, hvor Ben ding-

lende var kommet på benene. Idet vagten satte mod Tom, greb teenageren styrebøjlen på den efterladte gulvvaskemaskine og løb med den foran sig mod zombien. Den sorte vagt bukkede sammen over maskinen og rullede ud over siden på den. Tom masede vognen videre i retning af døren, hvor Curt gjorde omkring og gik til angreb.

“Barbra! Ronnie!” skreg han og påkørte holdlederen med

sin improviserede stridsvogn. “Luk op!”

Curt slingrede sidelæns med de lange arme gribende efter

Tom. I stedet fik zombien fat i styrebøjlen og flåede maskinen med sig omkuld. Nu var der fri passage for den skæggede vagt, der snerrende kastede sig mod Tom.

I et kluntet rullefald undveg han zombien, men nåede

knap på benene igen, før Janet var over ham. Tom vendte sig hurtigt og smadrede den robuste lygte ind i de blottede tænder, der splintredes ud i luften. Slaget sendte hende vaklende bagud.

“Tom?” Barbras blonde hoved stak frem fra mørket bag

den nu halvt åbne køkkendør. “Skynd dig!”

109

Han kastede sig mod åbningen, hvor hun veg tilbage for at

gøre plads. Var igennem, klarede det …

“Argh?!” Noget hev ham baglæns i nakken på T-shirten.

Han skreg og slap lygten for at gribe fat i dørkarmen,

mens udskæringen bed sig ind i hans hals.

“Han er færdig!” nåede Ronnies våde snøvlen ham inde

fra mørket. “Nuk nu døren!”

Til Toms held ignorerede Barbra både bøven og alminde-

lig sund fornuft, idet hun med et fast tag i hans buksekant flåede ham med sig. Ud af hans T-shirt, som zombievagten et øjeblik forstenet stod tilbage med i hånden, halvvejs gennem døråbningen.

“T-tak, Barbra,” gispede Tom, idet han småløbende gjor-

de sit bedste for ikke at miste balancen og falde. “Men du kan vist godt slippe mig nu.”

Blondinen trak hånden til sig, som om hun havde brændt

den. “Hov, ja …” Hun skød et kort blik ind i mørket bag dem og sagde så dæmpet: “Undskyld, han lukkede bare.”

Tom hankede op i bukserne og smilede taknemmeligt i

halvmørket. Det kunne godt være, køkkenet var køligt mod hans overkrop, men hans kinder havde varmen.

“For henvede, nu kobber de jo ind!” snøvlede Ronnies

stemme frustreret bag dem.

Foran dem ravede snerrende silhuetter frem i døråbnin-

gens lys. Ved siden af Tom hævede Barbra med bævende ånde-

110

dræt noget i sin hånd. Lyset gav genskin i bladet fra en kødøkse, som han ikke var sikker på, om hun allerede havde haft, da hun lukkede ham ind. Tom nikkede anerkendende og så sig hurtigt om efter et våben. Han anede en pande på en af hylderne under et stålbord og flåede den ud, så alt muligt andet med et rabalder væltede på gulvet. Da zombierne satte i bevægelse efter lyden, skubbede de larmende yderligere inventar ned efter sig.

Med et metallisk “klonk!” fra stegepanden slog Tom den

første skygge i gulvet foran sig. Her spolerede dens famlende hænder mod hans ben dog straks håbet om, at et enkelt slag var nok. Han trak sig videre baglæns og svingede allerede våbnet mod den næste zombie.

Ved siden af ham hvislede Barbras kødøkse igen og igen

gennem luften. Fingerstumper og hudlunser fløj vådt til højre og venstre. I lyset fra indgangen genkendte han Ben, som tydeligvis var ovre det søde flirte-stadie og nu gramsede efter, hvad end zombien kunne få ved. Da blondinen begravede sin kødøkse i dens pandebrask, blev våbnet siddende der. Den levende døde vagt vaklede baglæns og rykkede våbnet ud af hånden på hende, bankede ind i et skab og blev stående. Kom så igen tumlende med grådigt fremadrakte hænder. Som en liderlig fulderik, der nægtede at fatte en afvisning.

“Hvorfor falder han ikke?” gispede Barbra fortvivlet,

mens hun trak sig baglæns og famlede efter et nyt våben. I næste nu slyngede hun en tallerken gennem luften. Den knustes

111

mod Bens hoved – eller måske nærmere kødøksens skæfte.

“Måske ramte du ikke dybt nok?” Toms stegepande fejede

Janet sidelæns ned i stålbordet, uden kollegaen af den grund holdt op med at røre på sig. Gav hans tynde arme ikke slagene kraft nok? Ramte han zombierne forkert? “Det er vist sværere at ødelægge en hjerne end …”

På film? I spil?

“… man lige tror,” nøjedes han med et konstatere og mær-

kede næsebrusk knase mod pandens kant. Hvordan havde Ronnie gjort kål på kokken? “Ronnie, giver du os lige en hånd?!”

“Please!” istemte Barbra og slog med et lille hvin en tal-

lerken i stykker mod den anden vagt, som nu greb efter hendes ben.

Da reaktionen fra bøvehovedet først udeblev, slog det

Tom, om smitten allerede havde forvandlet ham. Selv uden hans hjælp var de trængt op i en krog, men hvis han samtidig angreb bagfra, var de prisgivet.

“Øh, Ronnie?”

“Ja?” fnøs Ronnie endelig bag dem. “Kob nu bare med i

sikkerhed her!”

Tom og Barbra vekslede et kort blik og fuldendte deres

tilbagetog mod enden af rummet. Måske havde bøven endelig gjort noget rigtigt og fundet en vej ud. Han gennede dem hastigt gennem en åbning og trak døren i efter sig for næsen af de fremstormende skygger.

112

I bælgmørket på den anden side omsluttede en pludselig

og voldsom kulde Tom. Han snappede overrumplet efter vejret og slog uden at slippe stegepanden armene om sig, mens hver muskel i hans nøgne overkrop spændtes. Zombiernes hamren udenfor syntes med ét overraskende fjern og gik næsten i ét med en monoton susen over deres hoveder.

Et skarpt lys tændtes og åbenbarede et trangt, blegt rum

med betongulv og madvarefyldte reoler rundt langs væggene. For enden af det susede en række ventilationsvifter i en boks under loftet. Tom gispede små, hvide skyer ud i luften foran sig og så på Ronnie, der endnu stod med hånden på lyskontakten ved siden af døren. Derfra til Barbra, hvis udtryk bekræftede ham i, at lettelsen var vendt til fortvivlelse.

113

114

kapitel

8 Ronnie lagde armene over kors og nikkede mod døren med en antydning af stolthed i det skamferede fjæs. “De kan ikke åbne den. Vi er sikre her.”

“Fedt,” bævede Tom. “Så kan vi fryse ihjel i stedet.”

“Åh, din stakkel,” sukkede Barbra oprigtigt med sin søde

bekymringsfure i panden, idet hun strøg hans ene overarm med hånden. “Og du har ikke engang din T-shirt længere.”

Tom rystede på hovedet, endnu med armene for brystet.

Skulle han være ærlig over for sig selv, var det dog ikke udelukkende på grund af kulden. I køkkenet havde der været mørkt,

115

og alt var gået så stærkt. Nu udstillede lyset skånselsløst hans spinkle skuldre, tændstikarme og fuglebryst. Det hele utvivlsomt et godt stykke under mindstekravene for, hvad en velskabt kvinde som Barbra måtte være forvænt med.

Ronnie betragtede den skælvende teenager og fnøs en lil-

le, rød sky ud af det trekantede næsehul. “Så er her antså henner ikke kondere.”

“B-betyder det, jeg må lå-låne din skjorte?”

“Det betyder, verdens mindste vionin spinner kun for

dig,” sagde bøven og stak den ene af sine store labber helt op i Toms ansigt, mens han gned tommel- og pegefingeren mod hinanden.

“T-tak, Ronnie, jeg t-tror sgu aldrig, no-nogen har spinnet

vionin for mig før.”

“Piv, piv. Hvis I ikke havde nukket dem ind i køk’net, var

vi ikke nødt tin at gebbe os her.”

“Hvi-hvis vi ikke …?” stønnede Tom med en vantro ho-

vedrysten. “Så var jeg sgu da b-blevet ædt! Du lu-lukkede mig ude hos dem!”

“Snup en Snickers, drama queen,” smaskede bøven uden

antydningen af brødebetyngelse. “Jeg kunne bare ikke se nogen grund tin, vi anne sam’n skunne ædes.”

“Nej, b-bare mig, ikke?” Toms stemme dirrede af andet og

mere end kulden, og han kunne mærke vredestårer presse på.

“Hold nu op, I to,” sukkede Barbra og holdt armene ud

116

mellem dem. “I er på samme hold.”

“Det er da så kun re-re-rengøringsholdet. Hørte du ham

ikke i kø-køkkenet? At du b-ba-bare skulle glemme mig.”

“Fordi du er svag. Du kan ikke knare det her. Og du ender

med at trække os andre bed ned.”

Konstateringen faldt som det mest naturlige i verden. For

Ronnie.

For Tom kunne den lige så godt have været bøvens store

skinkenæve i hans fjæs. Han følte sig med ét endnu mindre og endnu mere skrøbelig i sit eget greb. Nåede at tænke, den store fyr havde ret. Så vældede trodsen op i ham.

Ja, han var svag. I skolen, i Jacks kælder, selv derhjemme.

Men den svaghed havde han efterladt på toilettet sammen med mavepinen tidligere. Det var da ikke ham, der havde siddet fast i en fucking slikautomat, mens de andre kæmpede. Det var ikke ham, der til trods for at være den største og stærkeste lod andre i stikken.

“Det var s-sgu da ikke mig, der fik næ-næbbet bidt af,”

stammede han til genmæle og så vreden blusse op i bøvens ellers lade blik.

Han nåede lige at føle et stik af fortrydelse, før Ronnies

ene lab sad om kæben på ham.

“Nu nukker du kraftstein’me røven!”

Tom ville forsvare sig, men hans krydsede arme tillod ikke

andet end et par slatne, små underhåndsdask med stegepan-

117

den mod Ronnies arm, før denne hev den ud af hånden på Tom. Våbnet landede med et metallisk rabalder for hans fødder.

“Ronnie,” peb Barbra og forsøgte at trænge ind imellem

de to, mens hun med bedende øjne så på den store mand. “Ronnie, vær nu sød at slippe ham. Måske er vi de eneste, der stadig er i live her. Vi er nødt til at holde sammen. Det ved Tom også godt. Ikke, Tom?”

“J-jo,” rallede Tom ivrigt, ude af stand til for alvor at nik-

ke med Ronnies skruetvinge af en hånd om kæben. “S-samme hold, Ronnie! Samme hold!”

Bøvens hoved virrede frem og tilbage mellem dem som en

hund, der fulgte en tenniskamp. Tom hæftede sig ved den uforholdsmæssigt store mængde svedperler på hans pande, kulden taget i betragtning.

“Jeg gider ikke mere af dit pis, forstået?” stønnede Ronnie

endelig og skubbede Tom fra sig. “Jeg har annerede gennebtræk i fjæset og en drønende hovedpine.”

Barbra så med rynkede bryn fra Ronnie til Tom, der di-

skret bukkede sig ned og lukkede fingrene om håndtaget på stegepanden.

“Må-måske skulle du lige lade Tom se på dig, Ro-Ronnie,”

foreslog Barbra, som efterhånden også var begyndt at ryste, forsigtigt. “Altså, om du er … smittet. Han tjekkede mig tidligere.”

Et smattet fnys undslap bøven. “Se’fønnig gjorde han dét.

Og hvorfor skunne han så vide bere om det end os andre?”

118

Hun så usikkert på Tom. Han stod med stegepanden dir-

rende mod siden af låret, der vendte væk fra Ronnie, og gned overarmen med sin anden hånd.

“Jeg ha-har læst om vi-virussen. A-a-andre t-tilfælde …”

“Hør ham nige, han ved sgu da røv og nøgner. Ser bare en

masse nortefinm.”

“Pornofilm?” Barbra så usikkert fra Ronnie til Tom, som

skyndte sig at ryste afkræftende på hovedet.

Ronnie spyttede en mundfuld blod over skulderen. “Nor-

te-finm!” artikulerede han irriteret og tog sig stønnende til hovedet, som om en pludselig smerte jog igennem det. Da han fortsatte, var hans snøvlen blevet mere slæbende. Som en lydoptagelse, der blev afspillet for langsomt. Eller som onkel Bobby, der endelig havde fået nok inden for vesten. “Annnt muuunigt noooort mæææ zoooobbier ... Haaaan naaader baaaare sooooom oooom … sååå haaaan kaaaan neeege dooooktor …”

“Jeg f-forstår altså overho-ho-hovedet ikke, hva-hvad han

siger. Gø-gør du?” bed Tom ham klaprende af og gik rastløst frem og tilbage i rummet. Kulden brændte i lemmerne, og hans hænder var efterhånden for kolde til, at det hjalp at gnide armene. “Men li-lige nu er det også v-v-vigtigere at k-komme ud herfra.”

“Åh, undskyld, Tom. Kom da her.” Barbra bredte armene

ud mod ham.

Tom kunne hverken tro sine øjne eller ører. Han sank en

119

klump og lod armen glide fra sit bryst, idet han tøvende trådte ind i hendes favn. Hun lagde armene om ham og gned hænderne over hans hud, mens hendes bløde barm fladede ud mod hans overkrop. Fornemmelsen formåede dog ikke at vække hans ædlere dele, der allerede var gennemkolde i de våde jeans. Med tanke på historietimerne om diverse polarhelte, der fik frosset kropsdele af, pressede han sig tættere ind til Barbra.

“Vaaaa mææææ maaaaj?” snøvlede Ronnie forpustet.

Over Barbras skulder kunne Tom se ham støtte sig mod døren med et lummert blik fæstnet på blondinens bagdel. “Jaaaaaj bneeev … biiiidt. Oooog … reeeeddeeeede daaaaj …”

“Vi er nødt til at få noget v-varme ind i Tom,” svarede

Barbra og gned videre på den skælvende teenager, tilsyneladende uden at opfange den underliggende forventning i bøvens spørgsmål. “Eller ko-komme ud herfra. Ellers holder han ikke længe.”

“Sooom jaaaaj saaaagde …” pustede Ronnie og rakte sine

skælvende hænder frem mod Barbra og Tom. “Svaaaaag.”

“Jeg fryser altså o-også, Ronnie.” Hun vendte sig halvt

mod døren og trak sig i refleks væk fra hans fremstrakte hænder. “Øh, hv-hvad med den røde knap dér v-ved siden af døren. Der står ‘Alarm’. Må-måske kan vi tilkalde hjælp.”

“Deeeer koooobbeeer baaaare … fneeeereee aaaf deeeem.”

“Jeg k-kan ikke høre dem derude læ-længere. Synes du

overhovedet ikke, her er k-koldt?”

120

“Nææææ …” Ronnie tog et vaklende skridt mod hende

med hovedet ludende let forover og en stribe savl dinglende fra den halvt åbne mund. “Jaaaaj skaaaa nooook … vaaaarbe daaaaj … smååååkkeeee.”

“M-men du skal da have læ-lægehjælp?”

“Deeeet gøøøør … æææægge … ooondt næængeeereeee.”

“T-Tom?” hviskede Barbra i hans øre og løsnede sit greb

om ham. “Det er ikke g-godt det her, vel?”

Som svar gjorde han sig helt fri af hendes arme og holdt

med begge hænder stegepanden frem mellem sig selv og Ronnie. Panden skælvede alt for afslørende i hans greb. “O-o-okay, Ro-Ronnie, hør lige på-på mig. Du er smi-smi-smittet, og vi er nø-nø-nødt til at få hjælp til dig.”

Et prøvende skridt frem mod døren fik Ronnie til at løfte

hovedet med et ryk. Hans svedglinsende pande var foruroligende bleg, og øjnene mørkrandede og matte.

“Aaaadvaaaareeede daaaaj,” smaskede bøven gennem

blodige tænder og svingede en af sine labber mod stegepanden.

Det var et værre fuldemandsslag, men kraftigt nok til

næsten at frarøve Tom balancen. Sammen med det metalliske “klonk” lød et par kraftige knæk. Teenageren stirrede måbende på den store mands hånd, hvor fingrene nu vendte i nye, interessante retninger.

Uden selv at fortrække en mine fulgte bøvehovedet op

med et slag fra den anden side.

121

“Pas på!” skreg Barbra sekundet inden, angrebet ramte

Toms underarm, så stegepanden larmende fløj hen ad gulvet.

Med et udbrud af smerte og forskrækkelse sjoskede Tom

baglæns og væltede hende næsten.

Han søgte panisk våbnet, fandt og greb det, mens Ronnie

vaklede frem mod ham. “Niiiinne … noooort … smaaadraaaa …”

“Hv-hvis du afleder ham, kan jeg prøve at nå alarmen,”

hviskede Barbra med et sideblik til Tom.

Tom nikkede og lukkede sin ene hånds gennemkolde fing-

re om pandens håndtag. “Okay, Ro-Ronnie …” Efter en fjollet indskydelse lukkede han også den anden hånd, stak tommelfingeren ud mellem pege- og langfingeren og holdt den op foran sig. “… jeg ha-har din n-næse, jeg ha-ha-har din … AAAH!”

I et uventet hurtigt fremryk havde Ronnie fejet hånden

til side og lukkede nu sine labber om Toms hoved. Hænderne klemte som en skruestik om det og fik hvide prikker til at danse for Toms øjne. Stønnende af smerte forsøgte han at vride sig løs, mens han slog stegepandens kant mod Ronnies ribben.

Den store mand var dog jævnt upåvirket. Med en guttural

og uforståelig mumlen satte han tommelfingrene mod Toms øjne …

… og slap ham så lige så hurtigt for at snurre omkring mod

Barbra, der i det samme gled forbi dem.

Hun nåede akkurat at klaske håndfladen mod den røde

alarmknap, før Ronnie med et brutalt ryk i hendes blonde hår

122

sendte hende baglæns gennem rummet.

“Barbra!” skreg Tom gennem alarmens skingre kimen og

kastede sig imellem for at gribe hende.

Sammenstødet slog luften ud af ham. Stegepanden fløj ud

af hånden på ham og kurede larmende hen over gulvet. Tom og Barbra tumlede baglæns, men nåede ved fælles hjælp at få balancen.

Ved indgangen dinglede Ronnie ind i den nærmeste reol

og rev et par hvide plastspande med låg med sig ned på gulvet.

Tom så på Barbra, der med en forpint grimasse kørte en

hånd over sit baghoved.

“E-er du o-o-okay?” spurgte han højt.

Hun holdt en afreven, blond hårlok frem til svar og så på

Ronnie. “Hv-hvad med ham d-dér?”

“Vi m-m-må hellere …” Tom virrede med hovedet. “Ho-

hov, hv-hv-hvor ble-blev panden af?”

Henne ved døren begyndte Ronnie at røre på sig.

“S-s-stegepanden, B-Barbra?!”

Blondinens blå øjne flakkede. Hun pegede. “Dér!”

Pandens håndtag stak halvt ud under reolen på den ene

langside. Midt mellem dem og Ronnie, som i dette øjeblik kantede sig på benene og gjorde et enkelt kast med hovedet som for at ryste det sidste af dødens søvn af sig. Tom mødte bøvens blik, der nu var stift og blottet for både personlighed og liv.

Forvandlingen var fuldendt. Zombien angreb.

123

Idet Tom sprang efter våbnet, vidste han allerede, det var

for sent. Han nåede ikke mere end lige at stemme hænderne mod den store skikkelse, inden dens vægt bankede ham mod reolen. En skarp smerte eksploderede i hans hoved, og han tumlede ned på det kolde, hårde betongulv. Zombiens ben snublede over Tom, før den væltede videre mod Barbra, som skreg om kap med alarmen.

Groggy og skælvende skubbede Tom sig op på albuerne.

Missede mod blodet, der som et rødt slør blev ved med at løbe ned i hans ene øje, mens panden dunkede i takt med den infernalske larm.

“Ronnie, du må ikke, jeg beder dig! Tom, hjææælp!” tryg-

lede blondinen, mens hun med noget, der måtte være frygtens styrke, holdt zombien stangen.

Men snap for snap nærmede kæberne sig hende, og kam-

pen ville lige straks være ovre, hvis ikke …

Tom famlede halvt blindet og ude af stand til at afstands-

bedømme efter stegepandens håndtag. Og kom i stedet til at skubbe det hele ind under reolen.

Han stønnede frustreret. Havde hverken tiden til at fjum-

re på den måde eller kræfterne til at klare Ronnie.

Medmindre der indtraf et mirakel, var de færdige.

124

125